Gå til hovedindhold
Kommune

Frederiksberg ansætter ny by-, kultur- og miljødirektør

Poul Jepsen bliver ny direktør for By-, Kultur- og Miljøområdet i Frederiksberg Kommune. Det besluttede en enig kommunalbestyrelse på Frederiksberg onsdag aften.

1. mar. 2024

Indhold

    En enig kommunalbestyrelse udpegede onsdag aften Poul Jepsen til ny by-, kultur- og miljødirektør i Frederiksberg Kommune. Poul Jepsen har tidligere været vicedirektør i Frederiksberg Kommune, og han kommer fra en stilling som teknisk direktør i Rødovre Kommune.

    Borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig til samarbejdet:

    Frederiksberg er noget helt særligt. Vores by er og skal altid være ren, grøn og pæn. Og så har vi et rigt kultur- og fritidsliv. Jeg har stor tillid til, at Poul Jepsen er den rette til at stå i spidsen for videreudviklingen af en smuk, grøn og oplevelsesrig by, samtidig med at vi bevarer og styrker Frederiksbergs særlige identitet. En by, hvor man skal kunne se et træ fra hver bolig, hvor graffiti er no-go, og hvor vi sætter en ære i at være på pletten og rydde cykelstier og veje for sne, når den falder. Både kommunalbestyrelsen og jeg ser frem til at byde Poul velkommen hjem til Frederiksberg”, siger han.

    Poul Jepsen tiltræder jobbet som by-, kultur- og miljødirektør den 1. april og bliver dermed topleder for cirka 650 medarbejdere. Han indtræder i direktionen på et tidspunkt, hvor Frederiksberg Kommune er i fuld gang med at udvikle en ny ambitiøs bystrategi med titlen: ”Det gode liv i den grønne blandede by”.  

    Kommunaldirektør Nina Eg Hansen ser frem til at få Poul Jepsen med ombord i direktionen:

    ”Poul Jepsen er en erfaren og driftssikker leder, og jeg er helt sikker på, at han med sin viden, engagement og inddragende samarbejdsstil er den helt rette til direktionen – og til at løfte de spændende strategiske opgaver på by-, kultur- og miljøområdet. Poul Jepsen kommer blandt andet til at stå i spidsen for byudviklingen af Frederiksberg Hospital og udviklingen af en ambitiøs klimaplan i tæt samarbejde med borgere, samarbejdspartnere, politikere og andre interessenter”, siger hun. 

    Poul Jepsen kan ikke vente med at komme i gang:

    ”Det føles lidt som at vende hjem, for jeg har allerede arbejdet i kommunen næsten tyve år. Jeg ved, at Frederiksberg Kommune er en fantastisk arbejdsplads med mange dygtige ledere og medarbejdere, og jeg er stolt over at skulle bidrage til videreudviklingen af en grøn by med en særlig æstetik og stemning”, siger han.

    CV for Poul Jepsen:

    • 2017 – nu:                    Teknisk direktør i Rødovre Kommune
    • 2008 – 2016:               Vicedirektør i Frederiksberg Kommune

    Poul Jepsen er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter i 1997.