Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Klima, miljø og affald

Frederiksberg bliver renere og pænere for hvert år

Der bliver smidt markant mindre affald i byen, og Frederiksberg bliver renere og pænere for hvert år. Det viser Frederiksberg Kommunes årlige affaldsmåling.

8. nov. 2024

Indhold

    Frederiksbergs Frederiksberg Kommunes affaldsmåling  2024 viser, at mængden af affald er faldet med 9 procent siden den seneste måling i 2023, og det glæder borgmester Michael Vindfeldt (S):

    ”Frederiksberg er en pæn og ren by, og det skal den også være fremover. Derfor glæder det mig, at vi fastholder de seneste års positive tendens. Affaldsmålingen viser, at kommunens indsatser for at forebygge og fjerne henkastet affald virker. Men vi kan altid blive bedre, og det er vigtigt at bevare fokus på indsatserne”, siger han.

    Frederiksberg Kommunes affaldsmåling foregår på samme måde og på de samme strækninger i byen hvert år. I undersøgelsen registreres mængden og typen af henkastet affald på hhv. H.C. Ørsteds Vej, Nordre Fasanvej og Falkoner Allé, Gammel Kongevej, Finsensvej og Peter Bangs Vej.

    Cigaretskodder er stadig den mest udbredte affaldstype

    Cigaretskodder udgør 80 % af det optalte affald, men det er tydeligt, at tendensen er faldende. I år er der optalt 14 % færre skodder sammenlignet med den sidste års måling. Forvaltningen vurderer, at den tydelige nedgang i mængden af cigaretskodder kan skyldes flere forhold; blandt andet færre rygere, endnu mere renhold i byen, effekt af kampagner samt generelt øget miljøbevidsthed.

    Formand for Frederiksberg Kommunes Miljø- og Trafikudvalg Jan E. Jørgensen (V) glæder sig også over, at indsatsen mod cigaretskodder virker: 

    ”At der optælles færre cigaretskodder i årets måling viser jo, at de indsatser, som vi har besluttet i Miljø- og Trafikudvalget, virker – og det glæder mig naturligvis. Affaldsmålingen har år efter år vist, at vi har haft held med at nedbringe antallet af cigaretskod på Frederiksberg, men der ligger stadig for mange skod og flyder på veje og stræder, så vi må ikke hvile på laurbærrene”, siger han.

    Frederiksberg Kommune modtog 555.000 kr. i statstilskud i 2023 til brug for kommunens indsats mod cigaretskodder (såkaldte DUT-midler som følge af ny lovgivning om udvidet producentansvar for tobaksprodukter). Midlerne er blandt andet blevet anvendt til at indkøbe ti skodstøvsugere og til at forsyne endnu flere affaldskurve med låg og askebæger. Endvidere har Frederiksberg Gartner- og Vejservice ansat to studentermedhjælpere, der målrettet kan renholde for cigaretskodder de steder, hvor udfordringen er størst. Kommunen vil også fremover modtage DUT-midler til at drive den ekstraordinære indsats, som supplerer forvaltningens vanlige arbejde med at reducere cigaretskodder i byrummet.

    Miljø- og Trafikudvalget fik på mødet den 28. oktober 2024 også forelagt den årlige graffitimåling, hvor der også kan observeres en faldende tendens.

    Læs hele affaldsmålingen