Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Økonomi
Politik

Kom med forslag og ideer til Frederiksbergs budget for 2025

Til efteråret skal Frederiksberg Kommunalbestyrelse forhandle budgettet for 2025. I den forbindelse er politikerne meget interesserede i at høre borgernes holdninger til, hvad der skal prioriteres. Du kan dele dine forslag og synspunkter på borgermødet den 27. august eller via en digital opslagstavle. 

15. aug. 2024

Indhold

    Hvordan synes du, at Frederiksberg Kommune skal prioritere skattekronerne i 2025? Allerede nu kan du dele dine input på en digital opslagstavle på frederiksberg.dk/budget2025. Her kan du også læse andre borgeres kommentarer og forslag. Alle kommentarer bliver sendt til kommunalbestyrelsens medlemmer forud for de politiske budgetforhandlinger i starten af september. 

    Tirsdag den 27. august har du også mulighed for at deltage i et borgermøde om Budget 2025. Her får du indblik i Frederiksberg Kommunes økonomi, og der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål til politikerne.

    Borgmester Michael Vindfeldt (S) håber at se mange til borgermødet:

    ”Ministeriet har informeret os om, at Frederiksberg Kommune fra 2025 og frem står med et årligt tab på ca. 100 millioner kroner. Det skyldes blandt andet et lavere bloktilskud fra staten og en større regning fra udligningsordningen end ventet. Det stiller os i en vanskelig økonomisk situation, så vi bliver nødt til at foretage svære prioriteringer ved de kommende budgetforhandlinger. Jeg håber derfor, at borgerne vil engagere sig i debatten om Budget 2025 og dele deres synspunkter og forslag med os politikere.”

    Program for borgermødet i Kedelhallen den 27. august kl. 19-21.15:

    • Velkomst og oplæg ved borgmester Michael Vindfeldt
    • Status på Budget 2025 ved kommunaldirektør Nina Eg Hansen
    • ”Borgernes stemme” – Øvelse og opsamling i plenum
    • Temadrøftelser 1. runde (dagtilbud og familieområdet, kollektiv trafik og energi, ældre og sundhed)
    • Temadrøftelser 2. runde (skoler, kultur og fritid og social- og arbejdsmarkedsområdet)
    • Opsamling og afrunding

    Fakta – tidsplan for Budget 2025

    • 20. august: Budgetforslaget offentliggøres på Frederiksberg Kommunes hjemmeside
    • 27. august kl. 19-21.15: Borgermøde om Budget 2025 i Kedelhallen, Nyelandsvej 75A
    • 30. august: Fristen for høringssvar udløber, og den digitale opslagstavle lukker
    • 2. september: Kommunalbestyrelsens førstebehandling af Budget 2025
    • 6.-8. september: Kommunalbestyrelsens budgetforhandlinger
    • 18. september: Frist for de politiske partiers ændringsforslag til Budget 2025
    • 7. oktober: Kommunalbestyrelsen vedtager Budget 2025