Gå til hovedindhold
Byplanlægning

Nu begynder arbejdet med Frederiksbergs nye store park

Når omdannelsen af Hospitalshaven går i gang, skal der være en stor park i hjertet af det nye bykvarter. Frederiksberg Kommune inviterer nu byens borgere til dialog om, hvordan parkområdet skal udformes.

29. nov. 2024

Indhold

    Frederiksberg Kommune er klar til at påbegynde arbejdet med den 11.000 m2 store park i hjertet af Hospitalshaven. Ambitionen er, at første del af parken kan tages i brug i løbet af 2025. 

    Nu inviterer Frederiksberg Kommune borgere og interessenter til dialog om udformningen af det nye grønne område, og borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig. 

    ”Jeg synes, at den nye store grønne park er et stærkt og vigtigt ’åbningstræk’ for hele omdannelsen af Frederiksberg Hospital. Det er fantastisk, at vi kan komme i gang med parken allerede nu, så byens borgere og gæster kan få glæde af den allerede i 2025. Som det første spørger vi borgerne, hvad de synes, sådan en park skal kunne bruges til. Det er vel ikke sket de sidste 30 år, at Frederiksberg får så stor en ny park, og det er endnu et godt, grønt skridt på vejen mod at gøre Frederiksberg endnu grønnere”, siger Michael Vindfeldt. 

    Formanden for By- og Erhvervsstrategisk Udvalg Lone Loklindt (RV) glæder sig til at høre borgernes input og idéer til den nye park i hovedstadens grønne hjerte. 

    ”Jeg er også meget glad for, at vi kan komme i gang med parken allerede nu. Vi skal passe godt på alle de fine gamle træer, som alle sammen kommer til at indgå i den nye park, men vi skal også gøre det endnu grønnere og sikre endnu større biodiversitet”, siger Lone Loklindt. 

    Juletræstænding og åbent hus med borgerdialog om ny park i Hospitalshaven

    • Alle er velkomne til åbent hus-arrangement i Hospitalshaven lørdag den 30. november 2024. Der bliver to ens runder med borgerdialog henholdsvis kl. 10 og kl. 12.
    • Mødested: Nord for bygning 20 ved vej 4. I Portbygningen ved Nordre Fasanvej 59 vil der være nærmere vejvisning.
    • Deltagerne kan se tegninger og visualiseringer af det nye parkområde og komme med idéer til fx til hvor meget vægt, der skal lægges på de forskellige zoner og stemninger, og hvordan de kan tilgodese forskellige målgrupper.
    • Borgmester Michael Vindfeldt og formand for By- og Erhvervsstrategisk Udvalg Lone Loklindt tænder juletræet i haven kl. 10.
    • Der bliver serveret kaffe, kakao og julesmåkager.