Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 11. juli 2023

Høringssvar om rammer for udbud af hjemmeplejeydelser og Dr. Anne-Marie Centret

Indhold

    Handicaprådet på Frederiksberg takker for høringen.

    I høringsmaterialet rejses mange meget forskellige spørgsmål på meget forskellige områder. Vi vil derfor forsøge at arbejde os igennem alle udfordringerne.

    I indledningen anføres, at der ”fremlægges en sag om udbudsmateriale den 25. september”, hvor det længere inde i materialet er anført, at ”kommunen kan indgå en driftsoverenskomst”, som det naturligvis vil være billigere at gøre, fremfor at udarbejde et stort udbudskatalog. Især da det yderligere bemærkes, at aftalen har fungeret godt, og at der ikke er pligt til udbud.

    Hvad enten kommunen selv byder på hjemmeplejeopgaven og rehabiliteringen eller foretager et kontroltilbud, har Frederiksberg Kommune altid ansvaret.  

    Kvalitet i hjemmeplejen
    Materialet anfører mange smukke ord om hjemmeplejen og fremtidens krav. Det vigtige er dog ikke, om leverandøren er privat eller kommunal, men om kvaliteten bevares/øges. Her skuer Handicaprådet meget nærmere end i horisonten, at det at sænke kvalitetskravene til medarbejderne ikke bare vil være en katastrofe, men en glidebane!

    Men at det vil være ”svært” at få medarbejdere betyder ikke, at det er umuligt! Handicaprådet har sammen med Ældrerådet, nu Seniorrådet, i masser af år fremført, at kravene ikke må sænkes, at uddannelsesniveauet i alle led skal hæves, både på det sproglige og alment faglige område, så kvaliteten ikke sænkes, og så  medarbejdernes stolthed øges.

    For beboere på et plejecenter er måltiderne dagens højdepunkter. Sundhed, fysisk og psykisk velvære er parametrene for et godt sted at bo. Det er klart, at den nødvendige renovering af produktionskøkkenet skal være på plads inden et eventuelt udbud, og så langt at foretrække frem for ”bragt mad”. 

    Handicaprådet vil for en sikkerheds skyld præcisere, at en sænkning af uddannelseskravet til medarbejderne både i hjemmepleje og på plejecentret er helt uacceptabelt.

    Mange venlige hilsner
    Susanne Tarp
    formand