Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 17. februar 2025

Høringssvar vedrørende forslag for lokalplan 24 for boliger og grønt område Fuglebakkevej 94-109

Indhold

    Kære By, Byggeri og Ejendomme

    Frederiksberg Handicapråd takker for høringen og det oplysende møde, og vi har følgende kommentarer til forslaget:

    Forslaget vedrører området for enden af Fuglebakkevej mellem Meny og S-togsbanen og berører også byhavens område. 

    Frederiksberg Kommune er ikke bygherre, men har jo altid ansvaret for grunden, grønne områder, byens udseende og borgernes velbefindende.

    Grunden ligger oven på to å-løb og med høj grundvandsstand, hvilket giver yderligere udfordringer. Vi kan således ikke, som vi plejer at gøre, foreslå garager i kælderen.  Resultatet er, at der faktisk ikke er garager ved byggeriet.  Håbet er at kunne forhandle pladser med Meny, men det er i meget høj grad fugle på taget.  Byggeriet er altså baseret på unge friske cyklister. På grunden er det også planen at inkorporere en cykelsti, der forventes at gå fra Ndr. Fasanvej og til – muligvis – måske en vej, der vil blive anlagt. I forvejen mangler området p-pladser. Haven ønskes beplantet, så staudebedet også kan fungere som brandvej. Det er ret smart, dog er det ikke smart, at der på de 6 meter mellem huset og banen plantes træer, der nok ad åre vil skærme for kigget til toget, men som også vil tage det sidste lys ind i de lejligheder, der har vinduer den ej. Beplantningen bør bestå af vækster, hvor man udgår de allermest almindeligt allergifremkaldende buske og træer.
      
    Selvom bebyggelsen ikke betegnes som ”særlige boformer”, er der alligevel lagt stor vægt på ordet fællesskab.  


    Inden kommunalbestyrelsen godkender planen, vil vi appellere til, at husets indretning nøje granskes.  
    Vi vil starte med, at huset maksimalt må være 6 etager. Det gælder for andre byggerier, så derfor også for dette. Der er beregnet 2 taghaver, og det 3. tag kan måske derfor anvendes til solceller.

    Der er planlagt et lejlighedsbyggeri med - så vidt vi forstår det, forskellige ejerformer og forskellige størrelser. De 25% skal være almene boliger med kommunal anvisningsret. Der skal være 107 etværelses lejligheder på 26 m2. De resterende 33 lejligheder kan være på op til 88 m2. ”Måske vil en enkelt lejlighed blive indrettet med handicapbadeværelse”. Der vil være flere fælles stuer/arealer med 5-6 meter til loftet.  De placeres i forskellige niveauer med trapper. Der bliver derfor både udfordringer akustisk og på den fysiske tilgængelighed. Nybyggerier på Frederiksberg skal være indrettet, så alle borgere teoretisk set kan bo i alle lejligheder. Der skal være niveaufri adgang til huset.  
    Der skal være niveaufrit inde i huset og i de enkelte lejligheder.  Der skal helst være kontrast mellem vægge og døre/dørkarme.  Det er for alle borgere lettere at orientere sig.

    Konklusion: Handicaprådet undrer sig over, hvem der er målgruppe for et sådant byggeri. Der er ikke en ret for unge at skulle bo på Frederiksberg. Enlige ældre vil ikke bo på 26 m2 med fælles arealer, hvor ingen tager ansvaret for oprydning og rengøring.  

    Desværre er det blevet sådan, at alle frimærker nødvendigvis skal bebygges. Det her sted er bare ikke egnet til det, så vores forslag er i stedet at udlægge området til grønt område i stedet for dette spekulationsbyggeri med alt for mange alt for små lejligheder på et alt for lille område.

    På Handicaprådets vegne
    Mange hilsner
    Susanne Tarp
    formand