Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 17. juli 2023

Høringssvar vedrørende uanmeldt helhedstilsyn med Frederiksberg Kommunes døgnrehabilitering og plejecentre

Indhold

    Handicaprådet på Frederiksberg takker for høringen uanmeldt helhedstilsyn med Frederiksberg Kommunes døgnrehabilitering og plejecentre og det meget omfattende materiale.

    Indledning:  
    Tilsynspolitik
    To tidligere tilsynspolitikker lægges sammen og det indskrives, at det fremover er et eksternt firma, der foretager tilfredshedsundersøgelserne. Handicaprådet er enigt i sammenlægningen, og at et internt tilsyn beroende hos en enkelt medarbejder i kommunen måske kan være sårbart.  

    Men:
    Handicaprådet har aldrig følt behov for et eksternt tilsyn, der helt sikkert også er væsentligt dyrere.  

    Heldigvis er 4 af tilsynsrapporterne for plejecentrene fra den tidligere rapporteringsform en del af materialet, så sammenligningen er let.

    BDOs skemaer er udformet, så det virkelig ser ud, som om man får meget for pengene, men i virkeligheden får man det samme bare som: Indholdsfortegnelse, skema om plejehjem, skematisk oversigt, kort oversigt over de enkelte rapporteringer, oversigt over anbefalinger, datagrundlag, som hver for sig er opdelt i 5 dele (observation, ledelse, beboer, medarbejder og score) med hver deres anbefalinger, foruden en pårørendedel, som er opdelt efter alle rapporteringsemner med yderligere anbefalinger.

    For slet ikke at nævne det indledende bilag med masser af nye, forskellige og sjove diagrammer, hvoraf nogle godt nok hænger sammen med cirklen i centrum, men ikke med hinanden! – og yderligere en gennemgang af hvert enkelt plejecenter.

    De kommunale tilsyn er udført i 2021 under Corona og alligevel giver de et for Handicaprådet tilfredsstillende billede af forholdene. Vi får ikke så mange ord, og slet ikke så mange gentagelser, hvilket gør afrapporteringen klarere og enklere.

    Vi tillader os at gå ud fra, at Frederiksberg Kommune har stillet kravene til BDO i forbindelse med et udbud.  

    Seler og livrem er godt, men der kan forekomme så mange seler og livremme, at selve objektet bliver usynligt.

    I Handicaprådets høringssvar fra 23. april 2021 har vi givet meget ros til udføreren af tilsynet, fordi: ”hun beskrev de enkelte centre, deres beboere, pårørende og medarbejdere.” 
     
    Men BDO får ikke 10 eller 11 gange så meget ros, fordi man gentager en beskrivelse 10 eller 11 gange.

    Handicaprådet har overvejet, hvorvidt vi skulle skrive høringssvar om hvert enkelt tilbud, men har undladt en doktordisputats om emnet.

    Indledningsvis vil vi ”italesætte” nogle gennemgående ord og vendinger:        

    • Nødkald er vel ikke den korrekte betegnelse. Klokkekald er nok mere relevant.

    • Besøgsplan/aftaler. Vi går ud fra, at ”besøgsplan” er det ord, systemet anvender nu, og at det er entydigt, men det er generelt set et uklart begreb.
    • Rengøring af hjælpemidler: Her har Handicaprådet en særlig interesse. Det fremgår ingen steder, om det drejer sig om andet end rollatorer og kørestole.  Hvordan er rengøringen af alle andre former for hjælpemidler? 
    • På et tidspunkt skulle den samme person tage sig af alt vedrørende en beboer. Rengøring i boligen, personlig pleje, etc. etc. Det fremgår – måske lidt uklart – at der på alle hjem er særligt rengøringspersonale. Det er vel både ressourcebesparende og målet om at anvende kompetencerne bedst muligt.
    • Funktionsniveau: Mange steder er funktionsniveau ikke journalført. Her må Handicaprådet præcisere væsentligheden i at anføre hvilken/hvilke funktionsnedsættelser, det drejer sig om. På et demenshjem er det jo nok demens, der anses for at være det primære handicap, men en borger virker mere dement, hvis hendes høre- eller synsnedsættelse ikke er konstateret eller journalført parallelt med fx diabetes.
    • Maden/måltiderne er dagens højdepunkter, som alle har en mening om. Kan li’/kan ikke li’ kan ikke vurderes, men ro, hygge, valg/fravalg, servering og udseende kan. Og det skal naturligvis være i orden. Der er stor forskel på anvendelse af det ”rehabiliterende/pædagogiske måltid”/tallerkenservering.  Handicaprådet kan forestille sig, at det kan nærme sig en religionskrig. Spiseteknik er rehabiliterende, men vel ikke, om man kan sende et fad rundt eller selv tage kartofler.
    • En pårørende spiser med hver aften i boligen. Beboeren får vegetarkost. Hvorfor kan den pårørende ikke også få vegetarkost? Handicaprådet går ud fra, at den pårørende betaler for aftensmaden.
    • Behov: Heldigvis anføres i alle rapporter, at beboerne menes at få den hjælp, de har BEHOV for, i modsætning til lovens ord om ”de har ret til”, dog med tilføjelsen om, ”hvad kommunen har besluttet”.
    • Kun ved et plejecenter er det anført, at medarbejderne banker på – OG PRÆSENTEER SIG.
    • Uddannelse: Kurser i voldsforebyggelse/konflikthåndtering og alle andre kurser giver medarbejderne styrke og selvværd. Alt er til gavn i beboernes hverdag.  Sprog og forståelse er kun nævnt to steder, så det ser ud til, at Handicaprådet ønske om intensive sprogkurser til medarbejdere, der har behov for det, har været med til løse problemet.
    • På et plejecenter fremgår det, at der er ansat medarbejdere på særlige vilkår. Det er en idé til efterfølgelse.
    • Beboerdemokrati: Kun et enkelt sted er dette omtalt. Det fremgår ikke, om de interviewede beboere kander til beboer-pårørende-råd, og/eller om de er aktive.
    • Dagcenter/daggæster. Kan plejecentrenes beboere ikke deltage i dagcentrenes aktiviteter?
    • GDPR og tilsagn. Handicaprådet tillader sig at gå ud fra, at BDO har vurderet det etisk korrekt at interviewe en beboer, der måske ikke helt forstår sammenhængen.
    • Gruppeinterview med medarbejderne: Det kan give tryghed for den enkelte medarbejder, men modsat, selvom gruppen er lille, kan det give et gruppepres, som giver ikke-retvisende svar.
    • Utilsigtede hændelser og I sikre hænder. Handicaprådet får hvert år en gennemgang vedrørende disse to vigtige redskaber. Vi er tilfredse med, at der holdes øje med området.

    Mange venlige hilsner
    På vegne af Frederiksberg Handicapråd
    Susanne Tarp
    formand