Handicaprådets høringssvar af 21. oktober 2024
vedrørende rammeaftale for det specialiserede social- og undervisningsområde 2025-2026
Handicaprådet takker for høringen vedrørende rammeaftalen 2025-2026.
Tillid er godt kontrol er bedre – men…
Fokus for sidste rammeaftale var på borgere med autismespektrumforstyrrelser i kombination med adfærdsudfordringer og borgere med psykiske lidelser især inden for socialpsykiatrien.
For den kommende periode er der 4 fokusområder:
- Udvikling af en relevant og aktuel tilbudsvifte til rette pris
- Alternative og fleksible botilbud
- Kommunale indsatser til borgere med psykisk sygdom
- Styring og udvikling af det specialiserede socialområde gennem brug af valid data.
Socialtilsyn Hovedstaden, Børnehus Hovedstaden, Danske Handicaporganisationer og Skole og Forældre har været inddraget i arbejdet med Rammeaftalen.
Rammeaftalen sikrer gennemskuelighed, ensartethed og tilstrækkeligt antal relevante tilbud i samarbejdet og inspiration på det højt specialiserede område i hovedstadsområdet udover et nationalt samarbejde om specialtilbud. Det er især nødvendigt at fastlægge rammer for økonomien, anbefalinger til kommunerne, aftaler om takster og andre praktiske forhold.
For målgruppen voksne ned autismespektrumforstyrrelser kombineret med selvskade adfærd, afvigende seksuel adfærd, udadreagerende adfærd mv. har der vist sig behov for nye tilbud.
Samarbejdet på det højt specialiserede område i Region Hovedstaden er nødvendigt, fordi målgrupperne er meget små. Den enkelte kommune har ikke mulighed for at have relevante tilbud og specialviden til at dække området.
På børneområdet dækker det højt specialiserede område: Udviklingshæmning, udviklingsforstyrrelse, udsatte børn og unge, sindslidelser og multiple funktionsnedsættelser.
På voksenområdet dækker det højt specialiserede følgende målgrupper: Udviklingshæmning, udviklingsforstyrrelse, erhvervet hjerneskade, fysisk funktionsnedsættelse, hjemløshed, kognitiv funktionsnedsættelse, krisecentre, misbrugscentre og sindslidelse.
Udover ”det højt specialiserede område” dækker rammeaftalen også ”det mest specialiserede område”.
Arbejdet med valide data skal styrkes til gavn og glæde for den nationale koordination, så borgere har endnu større mulighed for at få det rette tilbud. Kommunerne melder tilbage på de ”Centrale Udmeldinger”, som derefter har sat fokus på: Punktskriftsindsatsen for børn og unge med alvorligt synshandicap, tegnsprogsindsatsen for børn og unge med et alvorligt høretab, udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug, borgere med udviklingshæmning og dom med behov for anbringelse i sikret afdeling og fornyet behandling.
Dækker rammeaftalen stadig kun borgere i alderen op til 64 år? For man er vel stadig voksen med behov derefter?
Det allervigtigste for Handicaprådet er, at en rammeaftale kan være med til systematisk at udvikle, forbedre og måske sikre et tværfagligt samarbejde og tilbud til de allersvageste og mest udsatte borgere i Region Hovedstaden.
I forbindelse med dette høringssvar har vi genlæst svaret fra 2022 og kan stadig stå inde for indholdet. Vi anbefaler andre at genlæse det som supplement til dette svar.
Vi ser stadig frem til at følge udviklingen på hele dette store område, der er så vigtigt for borgere med handicap.
Mange venlige hilsner
På vegne af Frederiksberg Handicapråd
Susanne Tarp
formand