Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 28. april 2023

Høring vedrørende handicappolitik 2023

Indhold

    Frederiksberg Handicapråd takker for høringen vedrørende Frederiksberg Kommunes Handicappolitik 2023-2026.

    Politikken har fået en fin sammenhæng med Frederiksberg Kommunes handicappolitikker for tidligere perioder. Den viser holdninger tilbage til Handicapkonventionen og til FNs Verdensmål, som danner basis for, at borgere med handicap meget lettere kan finde forståelse i kommunens forvaltning, hos politikerne og i ”civilsamfundet” for at ligebehandling og lige vilkår kan kræve en ekstra indsats fra alle parter.

    En borger med handicap er ligeværdig og selvstændig – ligesom alle andre borgere i kommunen.

    Forvaltningen har udarbejdet et fint forslag til politikken for den kommende periode.

    Måske lidt sent er vi kommet i tanker om væsentligheden ved at indskrive de barrierer hele digitaliseringen af samfundet skaber for rigtigt mange handicapgrupper. Kan vi nå at få det indføjet?

    Det er et område, der fylder mere og mere i alle borgeres hverdag og giver anledning til stor frustration, når man nu kan alt mulig andet selv, og gerne vil være selvhjulpen i så høj grad som muligt.

    Vi har været tilbage i høringssvaret fra forrige handicappolitikers – og det var ikke så dumt. I det nævnte vi, at man godt kunne omtale forskellige konkrete området og institutioner, hvor man ville gøre em ekstra indsats.

    Handicappolitikken kunne også medtage tilgængelighed på det kulturelle område.

    Vi har ikke rigtigt forståelse for, at Frederiksberg Kommunes politikker skulle skæres over en læst. De dækker jo over meget forskellige områder, hvor visioner og indsatsområder ikke er sammenlignelige.

    Men – vi er glade for ”vores” handicappolitik for 2023-2026 med de ovenfor nævnte ønsker.

    Handicaprådet glæder sig til at følge Handicappolitikken.

    Mange venlige hilsner
    Susanne Tarp
    formand