Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 31. januar 2023

Høringssvar vedrørende udbud af madservice

Indhold

    Frederiksberg Handicapråd takker for høringen vedrørende udbud af madservice.

    Der er i øjeblikket kun en leverandør, Det danske Madhus, som efter vores oplysninger fungerer fint.

    Den nuværende aftale udløber september 2023.

    I forbindelse med udbuddet har Frederiksberg Kommune udarbejdet en kravsspecifikation, hvor der er taget hensyn til kostformer, lovgivning, kommunens kvalitetsstandarter og næringsindhold.

    Maden leveres op til 2 gange ugentligt som kølemad. Og koster borgeren 57 kr. om dagen.

    Handicaprådet har bemærket, at de forslag brugere og Handicaprådet i årenes løb er kommet med, er taget til følge, både i forhold til identifikation af medarbejderne – især chaufførerne – og kravene til service, til indpakningens form og udseende og særlig mad til særlige helligdage. Og hvad nu med hvederne?

    Vi har tidligere ønsket, at chaufføren havde en vis viden om forskellige handicap, så kommunikationen med en borger med handicap lettes. Det har vi hverken tjekket eller har viden om, men vi synes stadig, det er én god idé. En god idé er det også, at leverandøren og kommunen kan kompetenceudvikle personalet sammen og sammen med borgerne for at løse de forskellige opgaver inden for madserviceordningen.

    I dette udbudsmateriale er der lagt mere vægt på bæredygtighed, et særtilbud på 40% økologi og overvejelser om transport (el-biler), og kvalitet og pris vægtes med hver 50%.  

    Der er flere krav til leverandøren om IT og kontakt til visitationen, som vi håber ikke vil afskrække en eventuel ny leverandør fra at melde sig på banen.

    Mikrobølgeovne er slet ikke nævnt, så vi går ud fra at den praktiske sag har løst sig.

    Alt i alt mener Handicaprådet, at udbudsmaterialets krav opfylder behovet hos de borgere med handicap, der visiteres til madordningen.

    Mange venlige hilsner
    Susanne Tarp, formand