Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af den 26. januar 2024

vedrørende forslag til Frederiksberg Bystrategi 2024

Indhold

    Frederiksberg Handicapråd takker for høringen og har følgende kommentarer til forslaget:

    Selvom der både er visioner, målsætninger og ”vi opnår vores mål ved at:” finder Handicaprådet, at bystrategien er meget luftig og fuld af alle de ord og vendinger, buzz-words, en sådan nødvendigvis må indeholde.

    Forslaget indeholder ønsker om tilgængelighed, hensyntagen til alle former for svage trafikanter, diversitet for blomster og bier, mangfoldighed for borgerne og alle former for tænkelige boformer. I forslaget præciseres endog tilbud til børn og unge med udfordringer og særlige talenter.

    Vi kan se, at Cato ikke har levet forgæves, for mange af de emner/sager og ideer, både vi og Seniorrådet har arbejdet meget hårdt for, også er nævnt i ønskerne og visionerne (Censeo Carthaginem esse delendam – for de ikke så kyndige i romersk historie).

    Handicaprådet mener derfor, at under hensyn til den meget brede pensel, der er malet med, at hvis vi ikke allerede boede på Frederiksberg, ville vi straks ønske at flytte hertil.

    Mange venlige hilsner
    På vegne af Frederiksberg Handicapråd
    Susanne Tarp
    formand