Handicaprådets møde den 10. juni 2024
Referat
Deltagere:
Susanne Tarp (formand), Mette Bang Larsen (næstformand), Jørgen Danielsen, Sine Heltberg, Merete Winther Hildebrandt, Kristina Mikkelsen, Stefan Lithen Frost Rasmussen, Sven Heinemeier Rasmussen, Bo German Thomsen og Bolette Østberg
Afbud:
Mansoor Siddiqi, Flemming Nielsen og hans stedfortræder Hanne Holme Frøsig
Referent: Elisabeth Momme Christiansen
1. Godkendelse af dagsorden
Godkendt.
2. Besøg af sundheds- og omsorgschef Nicolai Kjems vedrørende visitering til hjemmehjælp samt uforudsete opgaver hos modtageren kl. 12:00
Nicolai Kjems orienterede om
- hvad sker der, når man bliver visiteret til hjemmehjælp på Frederiksberg
- hvad mulighederne er for bytteydelser og rammerne herfor samt
- hvad man gør ved uforudsete hændelser i hjemmet.
Mette Bang Larsen foreslog efterfølgende, at Handicaprådet, på et senere møde, drøfter borgere med handicap og funktionsnedsættelse i ordinær beskæftigelse, herunder hvordan kommunen kan støtte op om dette, og hvor der samtidig tages hensyn til familie- og privatlivet og koordineringen med hjemmeplejen.
3. Besøg af rådmand og formand for By- og Erhvervsstrategisk Udvalg Lone Loklindt kl. 13:00
Lone Loklindt fortalte om udviklingsplanen for hospitalsgrunden ”Gro det nye af det gamle”, hvor man ønsker at skabe både liv og ro i kvarteret.
Visionen er at skabe et nyt bykvarter med identitet, byrum og kunst, hvor der kommer til at være forskellige slags boliger, grønne områder og offentlige servicetilbud. Der vil ligeledes være erhvervsliv i området, med små butikker, caféer og private sundhedsfunktioner.
Der blev ligeledes drøftet universal design, inkluderende byrum og de forskellige faser i projektet.
4. Godkendelse af referat fra mødet den 13. maj 2024, herunder en drøftelse af referaternes detaljeringsgrad
Godkendt.
Referatets form blev drøftet, og det blev besluttet, at referater fremover skal være kortere, men ikke som et beslutningsreferat, idet der skal være kort resume af drøftelser og lignende.
5. Meddelelser fra formanden
Formanden meddelte, at hun i sin postkasse har modtaget en pjece fra Frederiksberg Seniorråd, som fortæller om deres arbejde. Seniorrådet har muligvis fået omdelt denne pjece, og måske skulle Handicaprådet tænke i samme baner.
Formanden meddelte, at hun har deltaget i et forebyggelsesbesøg i sundhedscenteret. Her blev det blandt andet drøftet, at sundhedspersonalets personalekort fortsat mangler et ”hak”, så blinde- og svagsynede kan identificere personalet. Brugerrepræsentanterne vil gerne genindstille, at dette iværksættes.
Formanden orienterede om sin deltagelse i Frederiksberg Frivillighedsforums møde og oplyste, at Foreningernes Dag afholdes den 27. september 2024.
Formanden meddelte, at ansøgningsfristen for midler fra §-18-puljen og §-79-puljen er den 1. september 2024.
Formanden meddelte, at Danske Handicaporganisationers Forretningsudvalg holdt møde den 6. juni 2024, hvor motion, bevægelse, fritid og fællesskab samt at få flere borgere med handicap i arbejde blev drøftet.
6. Meddelelser fra øvrige medlemmer
Mette Bang Larsen og Sine Heltberg orienterede om økonomiaftalen, handicapaftalen og masterplanen på det specialiserede socialområde. Emner blev drøftet, og rådet vil blive orienteret om kommunens samlede økonomi til august 2024.
7. Handicappris 2024
Formanden oplyste, at Mansoor Siddiqi har et forslag til indstilling af handicapprisen, som er sendt til sekretæren. Formanden oplyste endvidere, at prisen uddeles den 3. december 2024.
Der blev efterspurgt en liste over tidligere modtagere af handicapprisen. Link med oversigt over tidligere vindere af handicapprisen er efter mødet sendt ud til rådet, og kan tillige ses her: Handicapprisen (frederiksberg.dk)
8. Nyt fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet
Udgår, idet der er afbud fra Flemming Nielsen og hans stedfortræder Hanne Holme Frøsig.
9. Nyt fra Børne- og Ungeområdet
Kristina Mikkelsen meddelte, at Børneudvalget i aften behandler sagen om organisering af ny pladstype på dagtilbudsområdet.
10. Henvendelse om flere handicapparkeringspladser på 4 specifikke steder Stefan Lithen Frost Rasmussen oplyste følgende om handicapparkeringspladser:
- Blækhus Frederiksberg: Der er etableret en række private parkeringspladser i gården, hvorfor handicappladserne kan etableres på egen grund. Der er for nu ikke planer om at oprette handicappladser på offentligt areal.
- Biblioteket Danasvej: Ønsket om etablering af en handicapplads i nærheden af biblioteket er imødekommet. På grund af dimensionerne på en handicapplads, er det ikke muligt at etablere en foran biblioteket.
- Hovedbiblioteket: Der er to handicappladser på Solbjergvej ved indgangen til biblioteket. Der er ikke aktuelle planer om etablering af flere pladser, da de eksisterende pladser ofte står tomme.
- Biblioteket Godthåbsvej: Der vil blive set på mulighederne for etablering af en handicapplads, hvis der kan opnås dispensation fra kravene til dimensionerne hos Vejdirektoratet.
- Medborgercenter Nordens Plads: Der er mange handicappladser på området, som er private, herunder er der tre pladser lige udenfor. Der er ikke aktuelle planer om offentlige pladser på kommunens areal i området.
- Netto, Peter Bangs Vej: Netto har egen parkeringsplads, hvor der eventuelt godt vil kunne etableres en til to pladser. Det blev foreslået, at Handicaprådet tager kontakt til Netto herom.
- Netto, Roskildevej: På grund af krav til dimensioner af en handicapplads, er det ikke muligt at etablere en handicapplads på Roskildevej i nærheden af Netto, idet det vurderes, at der ikke vil kunne opnås dispensation hertil fra Vejdirektoratet, på grund af de store trafikmængder på Roskildevej.
- Apotek, Dalgas Boulevard og Smallegade: Der er allerede en plads ved begge apoteker, disse vurderes at være tilstrækkelige, set i lyset af, at der også skal være parkeringsmulighed for øvrige bilister.
Forvaltningen er ved at se på dækningen af offentlige handicappladser i byen – og vil, afhængig af den analyse vurdere, om der er behov for yderligere offentlige handicappladser.
11. Nyt fra By-, Kultur- og Miljøområdet
Intet nyt.
12. Nyt fra tværgående stabe under Kommunaldirektøren
Intet nyt.
13. Årshjul 2024
Årshjulet blev taget til efterretning.
14. Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 13. maj 2024
Høringssvar af:
- 12.05.2024 vedrørende ny pladstype på dagtilbudsområdet
- 27.05.2024 vedrørende lokalplan 239 for boliger på Nordre Fasanvej 97-99
blev taget til efterretning.
15. Eventuelt
Merete Winther Hildebrandt orienterede om bogen ”63 ture for gangbesværede”, som er en guide til Bornholm. Bolette Østberg vil reklamere for bogen på Facebook.
Merete Winther Hildebrandt fortalte, at Magneten har åbnet en butik på Vesterbrogade 194, hvor der sælges loppefund og ting, som brugerne selv har lavet. Bolette Østberg vil reklamere for butikken på Facebook.
Mette Bang Larsen orienterede kort om revidering af Den Sociale Masterplan på det specialiserede socialområde for voksne til august, her skal det blandt andet vurderes, om kommunens tilbud skal ændres eller udbygges i forhold til den fremtidige målgruppe.
Mødet sluttede kl. 14.00