Handicaprådets møde den 9. december 2024
Referat
Deltagere:
Susanne Tarp (formand), Mette Bang Larsen (næstformand), Merete Winther Hildebrandt, Kristina Mikkelsen, Flemming Nielsen, Stefan Lithen Frost Rasmussen (fra og med punkt 4), Sven Heinemeier Rasmussen, Mansoor Siddiqi, Bo German Thomsen og Bolette Østberg
Afbud:
Jørgen Danielsen og Sine Heltberg
Referent:
Sanne Ezi, Fælles Stabe, Jura
Deltager ved punkt 2
Chefkonsulent Hans Peter Aggebo og projektleder, bygningskonstruktør Bodil Helene Andersen
1. Godkendelse af dagsorden
Godkendt.
2. Opmærksomhedspunkter i forhold til skolerenoveringsprojekterne på Søndermarkskolen og Lindevangskolen
Hans Peter Aggebo oplyste, at begge projekter er startet som vedligeholdelsesprojekter, men da dette skulle iværksættes, blev der tillige afsat midler til moderniseringer af de eksisterende rammer.
Han oplyste, hvad der vil blive moderniseret på de to skoler, herunder at der blandt andet etableres elevator til sikring af niveau fri adgang og handicaptoiletter på begge skoler.
Der var efterfølgende spørgsmål om tilgængeligheden til de opsatte barakker under renoveringerne og om vigtigheden af akustikken på skolerne, især nu hvor der etableres mellemformer på skolerne.
Formanden havde til slut en bøn om, at Handicaprådet huskes fra begyndelsen i alle sager, både i nye projekter men også i renoveringsprojekter.
PowerPoint er efterfølgende sendt til medlemmerne.
3. Orientering om implementering af ny Barnets Lov
Forebyggelses- og familiechef Kristina Mikkelsen gav en grundig orientering af implementeringen af barnets lov i Familieafdelingen via et fyldestgørende PowerPoint, herunder
- Intro til Familieafdelingen
- Sagsdata med fokus på handicapkompenserende ydelser
- Barnets Lov, herunder om tidssvarende børnesyn, hurtighed og fleksibilitet i sagsbehandlingen, kontinuitet/stabilitet for barnet/den unge
- Inddragelse af barnet/den unge.
Der var spørgsmål og svar undervejs samt efterfølgende.
PowerPoint er efterfølgende sendt til medlemmerne.
4. Godkendelse af referat fra mødet den 4. november 2024
Godkendt.
5. Meddelelser fra formanden
Formanden meddelte, at uddeling af handicapprisen den 3. december 2024 var et fint arrangement, som igen – med stor succes - var tilbage på Magneten.
Formanden meddelte, at hun har været i Frederiksberg Lokal TV og fortalt om Handicaprådet og årsberetningen 2024. Desuden har hun aftalt med Frederiksberg Lokal TV, at hun kommer igen hvert år og fortæller om året, der er gået.
Formanden meddelte, at DH Frederiksberg arbejder på punkter til work-shop om budgetforslag 2025.
6. Meddelelser fra øvrige medlemmer
Bolette Østberg oplyste, at hun har haft en gratis prøveperiode på 14 dage på Seniormonitor, som er et digitalt nyhedsmedie, som skriver til alle, der arbejder med senior- og ældreområdet. Det er et godt og informationsrigt nyhedsmedie.
Desuden findes også socialmonitor, som skriver til alle, der arbejder med socialområdet.
Bolette Østberg har kontaktet Monitormedier og har fået introrabat på 6 eller 13 licenser på henholdsvis et medie eller begge medier. Adgangen til og tilbuddet blev drøftet.
Beslutning
Det blev besluttet at prøve begge medier i prøveperiode på ½ år og så evaluere på brugbarheden for alle.
Bolette Østberg kommer tit forbi bagindgangen til Frederiksberg Centret, hvor der er en stor fin handicapparkeringsplads til en stor handicapbil. Pladsen er dog altid optaget af flere små biler, der holder på tværs. Det er et fint sted at parkere, men parkeringspladsen bliver ikke brugt efter hensigten og hun spurgte til en skiltning.
Stefan Lithen Frost Rasmussen oplyste, at der desværre ingen skiltning er, som kan afhjælpe dette problem, men at Frederiksberg i øjeblikket ser på muligheden af at leje parkeringsområdet til venstre, når man drejer ned mod Frederiksberg Centret fra Nyelandsvej, hvor der er 23 parkeringspladser og foreslog, at man her kan indtænke handicapparkeringspladser til de mindre biler, som måske kan afhjælpe problemet.
Bo German Thomsen oplyste, at DH Frederiksberg gerne vil arbejde videre med en Jobmesse for mennesker med handicap, men har uden held forsøgt at få kontakt til Erhvervsrådet. Forvaltningen foreslog, at han tager kontakt til erhvervskonsulent Ditte Møller Munch.
Bo German Thomsen oplyste, at han lovede at komme tilbage med en opfølgning på sin hjemmehjælp, efter dialog med lederen på Diakonissestiftelsen, da det længe har haltet med kommunikationen, faste medarbejdere samt at få hjemmehjælpen til at lave andet, hvis det ønskes, og det halter fortsat. Der er dog blevet lovet et fast team, men det sker bare ikke.
Med hensyn til kommunikationen, så skal der fortsat rykkes flere gange, også når det gælder teamlederen. Han har haft en fast medarbejder, som kom hver 3. uge, men hun stopper nu, og hvis man ønsker noget gjort, som ikke er aftalt, så er svaret, at de ikke har tid.
Han tilføjede, at det også hedder sig, at en borger har en planlægger, men hun vender aldrig tilbage, og hvis man fx aflyser, så kommer det ikke igennem systemet, da han flere gange er blevet ringet op, når han har aflyst, og medarbejderen står ved døren og ikke forstår, at han ikke åbner.
Det blev drøftet, hvordan Handicaprådet går videre med ovenstående.
Beslutning
Det blev besluttet at invitere sundheds- og omsorgschef Nicolai Kjems til et besøg i Handicaprådet til en generel drøftelse af ovenstående, herunder hvordan det sikres, at borgerne får det, de er visiteret til, faste medarbejdere samt en bedre kommunikation og her henviser til Frederiksberg Kommunes kvalitetsstandard.
7. Handicaprådets årsberetning 2024
Årsberetningen blev taget til efterretning. Formanden oplyste, at hun ved uddelingen af handicapprisen gerne ville have sagt, at det nytter at arbejde på de interne linjer, da man kan se, at det bærer frugt, da det nu er blevet frivilligt at benytte robotstøvsugning, og at man igen kan anmode om yderligere flexkørsler, når de faste 104 ture er opbrugt.
8. Workshop om budget 2026, hvor politikerne også er inviteret
Der var en kort drøftelse af hvilke temaer workshoppen eventuelt kan omhandle, fx botilbud, opfølgning på Barnes Lov, udfordringer for ældre med handicap på plejecentre og i botilbud, ferietilbud og feriemuligheder for Magneten.
Flemming Nielsen oplyste, at hvis han skal gå videre med ønsket om en budgetforslag 2026 workshop, så skal det være meget mere konkret, dvs. allerede formulerede budgetønsker, så de konkrete ønsker kan drøftes forvaltningen og rådet imellem på workshoppen.
Formanden oplyste, at brugerrepræsentanterne vil tage arbejdstøjet på og vende tilbage med budgetønskerne.
9. Hvordan går det med ”prepping” for borgere med handicap?
Sine Heltberg havde til punktet fremsendt nedenstående:
- Forvaltningen laver et forslag til udmøntning af budgetbeslutningen i foråret 2025.
- Sine Heltberg anmoder brugerrepræsentanterne om at indhente eksempler på, hvad borgerne, men også gerne de organisatoriske baglande, er bekymrede for og undrer sig over i forhold til beredskabsanbefalinger og prepping-området i det hele taget, som input til kommunalbestyrelsens videre arbejde. Også gerne fra jeres organisatoriske baglande, hvad de gør i andre kommuner. Kort sagt – alt der kan hjælpe, så kommunalbestyrelsen kan prioritere indsatsen fornuftigt her på Frederiksberg.
- Sine Heltberg foreslår, at Handicaprådet kan have de første drøftelser på Handicaprådets møde den 10. marts 2025.
Beslutning
Ovenstående blev taget til efterretning, og brugerrepræsentanterne vil gå videre med 2. dot og sætter tillige sagen på Handicaprådets møde den 10. marts 2025.
10. Spørgsmål vedrørende robotstøvsugere
Udsat til Handicaprådets næste møde den 27. januar 2025.
11. Nyt fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet
Udgik på grund af tidsmangel.
12. Projekt for unge med udviklingsforstyrrelser
Udsat til Handicaprådets næste møde den 27. januar 2025.
13. Nyt fra Børne- og Ungeområdet
Udgik på grund af tidsmangel.
14. Nyt fra By-, Kultur- og Miljøområdet
Udgik på grund af tidsmangel.
15. Nyt fra Fælles Stabe
Udgik på grund af tidsmangel.
16. Årshjul 2025
Årshjulet toges til efterretning.
17. Punkter til drøftelse i fremtiden
Udsat til Handicaprådets næste møde den 27. januar 2025.
18. Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 4. november 2024
Høringssvar af
Høringssvar blev taget til efterretning.
19. Eventuelt
Intet.
Mødet sluttede kl. 14:10