Handicaprådets møde den 27. januar 2025
Referat
Deltagere:
Susanne Tarp (formand), Mette Bang Larsen, næstformand (deltog til og med punkt 7 og punkt 9), Jørgen Danielsen, Sine Heltberg (deltog i punkterne 2 og 9), Merete Winther Hildebrandt (deltog til og med punkt 6 og punkt 9), Flemming Nielsen, Sven Heinemeier Rasmussen, Mansoor Siddiqi, Stine Skovborg (stedfortræder for Kristina Mikkelsen), Bo German Thomsen og Bolette Østberg
Afbud:
Kristina Mikkelsen og Stefan Lithen Frost Rasmussen
Referent:
Sanne Ezi, Fælles Stabe, Jura
1. Godkendelse af dagsorden
Godkendt.
2. Besøg af By-, kultur- og miljødirektør Poul Jepsen
Poul Jepsen fortalte om sin tilbagevenden til Frederiksberg Kommune efter ca. 7 år som teknisk direktør i Rødovre Kommune.
Herefter gennemgik han kort, hvad der sker i By-, Kultur- og Miljøområdet, herunder blandt andet om
- klimaprojekter, hvor 2. etape nu er godt i gang. Frederiksberg ønsker at være CO-neutral i 2030 og negativ-neutral i 2050.
- Kommuneplanen 2025, som er i høring lige nu med svarfrist 11. februar 2025 med meget mere.
Herefter var der spørgsmål fra medlemmerne og svar fra Poul Jepsen.
Brugerrepræsentanterne bad om, at By-, Kultur- og Miljøområdet husker, at Handicaprådet gerne vil inddrages fra starten, altså før tanker og idéer er kommet ned på papir, når der sker nye tiltag, ændringer mv., så Handicaprådet kan komme med input til tilgængelighed og lignende, som er af interesse for mennesker med handicap.
3. Godkendelse af referat fra mødet den 9. december 2024
Referat toges til efterretning.
4. Meddelelser fra formanden
Formanden meddelte, at hun den 22. januar 2025 var til borgermøde vedrørende lokalplan 243 for Fuglebakkevej 94-109, hvor Handicaprådet også skal afgive høringssvar senest den 12. februar 2025.
Lokalplanforslaget som går ud på at udvikle ejendommene Fuglebakkevej 94-109 med 143 fællesskabsorienterede boliger - særlige boformer – hvoraf de 107 boliger skal være 1-værelses lejligheder. Placeringen er heller ikke optimal, da ejendommen kommer til at ligge 6 m fra banen, og der vil man så placere en masse høje træer, som så vil tage lyset til boligerne.
Høringen er også blev drøftet i DH Frederiksberg regi, og her kom der rigtig mange gode argumenter for, at der ikke skal bygges et hus - af den art - der.
Mette Bang Larsen oplyste, at kommunen ikke selv er bygherre på projektet, og der måske er andre regler for, hvad kommunen kan kræve og ikke kræve.
Jørgen Danielsen tilføjede, at Frederiksberg Kommune skal bygge eller lade bygge efter en simple sætning, nemlig ”at der på Frederiksberg bygges boliger, som alle kan bo i”.
Ovennævnte sag er et godt eksempel på, at det havde været en god idé, at Handicaprådets brugerrepræsentanterne var inddraget langt tidligere.
5. Meddelelser fra øvrige medlemmer
Bo German Thomsen oplyste, at det fortsat er problematisk med rengøringen fra social- og sundhedshjælperen. Der arbejdes fortsat ud fra tid og ikke ydelser. Og det er fortsat ikke samme social- og sundhedshjælper, som kommer hos ham. Social- og sundhedshjælperne er søde og vil rigtig gerne, men de forstår ikke altid, hvordan man arbejder omkring mennesker med handicap. Fx bad Bo German Thomasen om, at social- og sundhedshjælperen skulle fjerne pletter og snavs, som han har overset på grund af sit syns-handicap, hvorefter social- og sundhedshjælperen bad ham om at udpege stederne.
Merete Winther Hildebrandt oplyste, at hun til fulde forstår problematikken omkring tid og ikke ydelser, men at det ikke er anderledes i kommunens egen hjemmepleje, som også arbejder på minutter. Der er bare ikke hænder nok i samfundet, og når nye kommer til, så stopper de hurtig igen, så det er også svært at få de samme social- og sundhedshjælpere ud til borgerne.
Mette Bang Larsen oplyste, at når vi nu skal til at arbejde med den nye ældrereform, så er det vigtigt, at brugerrepræsentanterne kommer på banen med de blinde vinkler, når det handler om mennesker med handicap, så politikerne kan få indarbejdet de uhensigtsmæssigheder, som rådets medlemmer og bagland har oplevet. Hun tilføjede, at hun også har tænkt på, at det måske skal være en mere social hjemmepleje for borgere med handicap med mere relevant uddannelse – som København har - som kunne komme ud til mennesker med handicap på Frederiksberg. Det er endnu ikke foreslået politisk, og hun har ej heller undersøgt, om der er et stort nok grundlag for en social hjemmepleje.
Merete Winther Hildebrandt fandt idéen rigtig spændende og foreslog, at hvis Frederiksberg ikke har borgergrundlaget for en social hjemmepleje, så kunne man måske række ud til København med henblik på et samarbejde.
6. Nyt fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet
Flemming Nielsen orienterede om nyt fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet, herunder om Effektivisering af socialtilsynet, som skal være mere risikobaseret. Tilsynsbesøg skal være uanmeldte og mindst hvert 3. år. Lovforslaget er sendt i høring og fremlægges i april 2025. Der vil desuden også komme noget om at undgå økonomisk snyd.
Forenkling af merudgifterne (§100) som fremover skal hedde kompensationsydelse og skal være ens for børn og voksne. Lov fremsættes til april med virkning fra juni/juli 2025.
Beløbsgrænse for alternative botilbud ændres, så et botilbud, som borgeren selv finder, må max være 10% dyrere end det kommunale tilbud, der er givet til borgen. Loven træder i kraft i juli 2025.
Ændring af regler for afdødes ægtefælles mulighed for at blive boende i botilbud ændres, så den efterladte ikke længere kan blive boende i botilbuddet, men har 3 måneder til at fraflytte. Ændringen er i høring med vedtagelse i april og ikrafttrædelse i sommeren 2025.
Flemming Nielsen oplyste, at Socialudvalget og Ældre- og Omsorgsudvalget har behandlet udvalgenes årshjul den 13. januar 2025:
På udvalgsmøderne den 3. februar 2025 behandler begge udvalg en orienteringssag om magtanvendelse på voksenområdet og Ældre- og Omsorgs-udvalget behandler en sag om kvalitetsstandarder, som lige pt. er i høring i Handicaprådet.
7. Projekt for unge med udviklingsforstyrrelser
Konkret udvikles og gennemføres projektet indenfor rammerne af den kommunale unge-indsats (KUI), hvilket indebærer deltagelse af Arbejdsmarkedsafdelingen, Socialafdelingen, Familieafdelingen og Skoleafdelingen.
Målgruppen er unge 14-24 år med udviklingsforstyrrelser og der er væsentlig fokus på de unges deltagelseskompetencer, der er en nødvendig forudsætning for målgruppens gennemførelse af grundskole og ungdomsuddannelse. Praktisk understøtter deltagelseskompetencer de unges læring og udvikling, oplevelsen af inklusion og fællesskab, motivation og engagement og endelig udviklingen af sociale færdigheder. Alt sammen afgørende for de unges videre vej i uddannelsessystemet.
Der arbejdes i fire overordnede projektspor/prøvehandlinger, som alle vil blive fulgt med henblik på opgørelse af resultater og effekter:
- Unge i udskolingen som ikke deltager fysisk
- Unge efter udskolingen – manglende deltagelse i aktivitet
- Den gode overgang for unge med diagnoser, der deltager i den almene grundskole
- Kompetenceudvikling for relevante medarbejdere
8. Spørgsmål vedrørende robotstøvsugere
Bo German Thomsen spurgte, om Frederiksberg Kommune har et overblik over, hvor mange der har været ude og investere i en robotstøvsuger, før reglerne blev ændret, og om kommunen har overvejet at give dispensation, når man nu godt kan få støvsuget igen?
Beslutning
Det blev besluttet, at sekretæren skriver til Sundheds- og Omsorgschef Nicolai Kjems, og at punktet sættes på dagsordenen til næste møde den 10. marts 2025.
9. Drøftelse af anbefalinger til prepping til kommunalbestyrelsens videre arbejder med særligt fokus på borgere med handicap og udfordringer og "leave no one behind"
Sine Heltberg oplyste, at der er afsat en lille pulje penge til arbejdet med prepping hos hjemmeboende borgere med handicap. Der er nemlig beredskabsplaner for institutionerne.
Hun bad om input til hvilke borgergrupper, som kommunalbestyrelsen skal være særlig OBS på, og om der er andet, som politikerne skal være opmærksomme på.
Brugerrepræsentanterne pegede på, at det er vigtigt, at det ikke kun kommer til at handle om vand og mad, men fx også om elektricitet, da mange mennesker med handicap er meget afhængig af dette, både med hensyn til elevator og alle de elektroniske hjælpemidler. Og så er det vigtigt at sikre, at borgerne ved, hvem de skal tage kontakt til, hvis de har brug for hjælp eller vide, at der bliver taget kontakt til dem, hvis de ikke har mulighed for selv at række ud.
Mette Bang Larsen oplyste, at der også skal være opmærksomhed på mennesker med mentalt handicap, som måske selv ikke er i stand til at omsætte vigtige informationer til handling.
Bo German Thomsen tilføjede, at medlemmerne fra hans Hjerneskadeforening, nok hører til denne udsatte gruppe, da de ikke altid kan se konsekvenserne, og hvor dem, som kommer i hjemmet måske kan tage en snak om overvejelser og muligheder for prepping.
10. Nyt fra Børne- og Ungeområdet
Intet nyt.
Formanden spurgte til Skolen på Nordens Plads, idet det er kommet brugerrepræsentanterne for øre, at der har været en del uro hos forældre på grund af manglende ledelse.
Stine Skovborg oplyste, at der desværre har været noget uro omkring ledelsen og uden at love for meget, så mener hun, at Skolen på Nordens Plads nu er godt på vej i positiv retning, idet der nu er en erfaren ledelse på skolen.
Sven Heinemeier Rasmussen oplyste, at det også er bekymrende meldinger, der høres, om manglende lærere og at der bruges pædagoger for de manglende lærere. Han tilføjede, at samarbejdet mellem de to stillinger er en god ting, men pædagoger kan ikke erstatte lærerne.
Stine Skovborg oplyste, at hun ikke har hørt om pædagoger, som har erstattet lærere, men at hun har tiltro til den nye ledelse på skolen.
11. Kort orientering om skærmene ud af skolerne
Stine Skovborg oplyste, at skærme ud af skolen er en ny model for gode skærmvaner i skoler, SFO’er og klubber, som er udarbejdet i tæt samarbejde med forældre, elevråd, skolebestyrelser og skoleledelser efter anmodning fra kommunalbestyrelsen.
Frederiksbergmodellen, som har undertitlen ”Mere fysisk fællesskab – mindre skærmbrug” er 10 anbefalinger til skole, SFO og klub, 6 anbefalinger til forældrene samt forslag til proces for skolernes udarbejdelse af lokal skærmpolitik.
Det er skolebestyrelsen på den enkelte skole, der fastlægger principper
for skærmbrug, og skolelederen der omsætter principperne i skolens
hverdag, herunder også i SFO og klub.
Skolernes lokale skærmprincipper skal løbende evalueres og eventuelt
tilpasses med inddragelse af pædagogisk personale, elever og forældre.
12. Nyt fra By-, Kultur- og Miljøområdet
Intet nyt på grund af afbud fra området.
13. Indledende drøftelse af sammensætningen af Handicaprådet pr. 1. januar 2026
Blev udsat til næste møde den 10. marts 2025.
14. Nyt fra Fælles Stabe
Intet nyt.
15. Velkomstmøde for nye borgere den 10. april 2025 kl. 16:45-19
Formanden oplyste, at hun deltager, og at hun tillige har tilmeldt sig til Frivillighedsforums stand.
Bolette Østberg deltagere tillige.
Deadline for navne til velkomstmødet er den 1. april 2025, så sekretæren vil gerne have navne på deltagerne inden da.
16. Årshjul 2024
Jørgen Danielsen spurgt, om vi skulle starte forfra med besøg fra de stående udvalg.
Sekretæren oplyste, at det er besluttet, at Handicaprådet inviterer formænd fra de stående udvalg en gang pr. siddende periode.
Årshjulet toges til efterretning.
17. Punkter til drøftelse i fremtiden
- Nicolai Kjems inviteres til at orientere om Sundhedsreformens indflydelse på borgere på Frederiksberg og FKD (Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering) og rehabiliteringstilbud i det hele taget. Hvis der er tid, så også gerne om tilstanden på botilbuddene, som hører under Flemming Nielsen
- Opfordring til de faste udvalg om at høre Handicaprådet
18. Handicaprådets høringssvar siden sidste rådsmøde den 9. december 2024
Der er ikke afgivet høringssvar siden sidste rådsmøde.
19. Eventuelt
Intet.
Mødet sluttede kl. 14:17