Seniorrådets høringssvar af 27. februar 2024
Høringssvar vedrørende kvalitetsstandarder for sundhed, pleje, træning og omsorg 2024
Seniorrådet har modtaget ovenstående høring, som blev behandlet på mødet den 22. februar 2024.
Seniorrådet tager til efterretning, at budget 2024 er vedtaget af en enig kommunalbestyrelse og er begrundet i den økonomiske situation Frederiksberg Kommune befinder sig i.
Ved budgetforhandlingerne for 2024 udtrykte Seniorrådet stor bekymring over de udmøntede besparelser på ældre- og omsorgsområdet, vi mente, at det ville få uoverskuelige konsekvenser for mange borgere, hvis de påtænkte besparelser/nedskæringer blev gennemført. De forringelser, der er indeholdt i Kvalitetstandarder 2024 bekræfter os i vores bekymringer.
Seniorrådet anerkender, at værdighed, god service og høj faglighed er nøgleord i kommunens sundheds- og omsorgsarbejde.
Seniorrådet mener, at der er behov for nytænkning på flere områder i ældreplejen – for at sikre den gode personlige pleje hos borgeren – både hjemme og på plejehjem. Med den rivende demografiske udvikling tvinges vi alle til nytænkning på teknologiske områder, frivillighed og ikke mindst i samarbejdet med de pårørende. Hvilket der også er indskrevet i forslaget til den nye ældrelov.
Seniorrådet deltager meget gerne i en dialog med Ældre- og Omsorgsudvalget / Kommunalbestyrelsen for at finde retningen på fremtidens ældrepleje. Vi ved allerede nu, at der om 6 år vil være ca. 25% flere borgere over 80 år på Frederiksberg og vi ved, at sygdomsbilledet vil ændre sig – flere borgere med lidelser som parkinsons syge og demens vil stille ændrede krav til plejen.
Generelle betragtninger og kommentarer – se nedenstående bilag med bemærkninger
Med venlig hilsen
på Seniorrådets vegne
Hanne Illum Carsten Nørballe
Formand Næstformand
Bilag:
Seniorrådets bemærkninger og forslag af ændringer til revision af kvalitetsstandarder på ældreområdet 2024
Seniorrådet har behandlet høringsudkast til kvalitetsstandarder på sit møde den 22. februar 2024
Seniorrådet anerkender de reviderede kvalitetsstandarder, herunder at værdighed, god service og høj faglighed er nøgleord i kommunens sundheds- og omsorgsarbejde.
Seniorrådet har bemærkninger og forslag til følgende rettelser og tilføjelser:
Side 20 – Nødkald
Nødopkald bør gives til alle borgere, der er faldtruede. Der er ingen garanti for, at borgeren ved fald er i nærheden af – eller kan komme til – sin mobiltelefon. Desuden vil det ofte være umuligt i en faldsituation at indtaste kode på telefonen eller telefonnummer til Hjemmeplejen. Ved nødkald skal der blot trykkes på en knap.
Side 20 - Egenbetaling for hjælpemidler
Ved hjælpemidler, som er defineret som forbrugsgoder (hjælpemidler, som købes i almindelig handel), kræves en egenbetaling på 50%, og du kan ikke få tilskud til forbrugsgoder, der koster under 500 kr. Det kan fx være el-scootere
Det er vist IKKE muligt at købe en el-scooter til under kr. 500?
Side 23 – Individuel handicapkørsel
Fri kørsel med Frederiksbergbusserne når du er visiteret til handicapkørsel er fjernet i Kvalitetsstandarder 2023 og i Kvalitetsstandarder 2024, hvilket forhåbentlig er en fejl. Se side 11 i Kvalitetsstandarder 2022
Side 28 – Eksempler på personlig pleje
Dette afsnit er fortsat betydeligt indskrænket i forhold til kvalitetsstandarder 2022, hvor afsnittet hed ” Hvad indgår i hjælp til personlig pleje.” Afsnittet bør udvides til det beskrevne på side 33 i Kvalitetsstandarder 2022
Side 44 - Omsorgstandpleje
Vi håber fortsat, at den sidste sætning om Omsorgstandpleje undlades eller omformuleres:
”Rodbehandlinger samt behandlinger som udelukkende har et kosmetisk sigte, herunder kroner og broer, tilbydes ikke.”
For eksempel er betændelse af en tandrod særdeles smertefuld, og hvis der ikke tandrodsbehandles, så er alternativet at trække tanden ud. Dette anser Seniorrådet som værende særdeles uværdigt.
Seniorrådet anser en sund mund som medvirkende til at sikre livskvaliteten - og i dag ved man, at kroniske livsstilssygdomme kan forværres ved dårlig mundhygiejne.
Side 30 – Anskaffelse af robotstøvsuger
I udkastet til kvalitetsstandarder 2024 er det anført, at der ikke længere ydes rengøringshjælp til støvsugning. ”Du skal f.eks. selv anskaffe dig en robotstøvsuger, som kan klare støvsugningen for dig”.
Seniorrådet går ud fra, at dette kun gælder for borgere, der gerne vil benytte en robotstøvsuger, og at de pågældende får tilstrækkelig vejledning og undervisning i at bruge en sådan.
Side 30 - Rengøring
Seniorrådet anerkender udsagnet om "at fysisk aktivitet som rengøring kan være med til at understøtte din sundhed og evne til klare dig selv”
Seniorrådet håber ikke, at sætningen -
” Hvis du kan klare rengøringen ved at bruge særlige redskaber eller benytte andre metoder, kan du ikke modtage hjælp til rengøringsopgaverne” -
betyder, at den indtil 27. marts 2023 anførte og nu slettede sætning:
"fx ved at sidde ned og støve af " kan fortolkes ind i den nuværende tekst ” eller benytte andre metoder ”.
Det samme gælder, at der ikke i metoder indgår:
fx ved at sidde ned og støvsuge?
Hertil kommer, at det ikke kan være meningen, at et godt arbejdsmiljø og herunder at "Arbejdet skal tilrettelægges så uhensigtsmæssige arbejdsstillinger undgås" kun skal gælde for medarbejderen, men også må gælde for en borger, især når hensigten er at sikre rehabilitering/selvhjælp.
Seniorrådet er fortsat bekymret over, at rengøring, der jfr. side 31 udføres enkelte gange om året efter individuel vurdering, ikke omfatter støvsugning af møbler og afstøvning af paneler og karme.
Desuden anser Seniorrådet det ikke for værende særlig hygiejnisk kun at foretage rengøring af køleskab, bruseniche/badekar samt afkalkning af kaffemaskine og elkedel ”enkelte gange om året. Disse opgaver bør udføres efter behov. Seniorrådet finder også, at ordet ”lejlighedsvist” fra Kvalitetsstandarder 2022 bør genindføres i stedet for ordene ”enkelte gange”.
Vedrørende ekstra grundig rengøring er følgende sætning fra Kvalitetsstandarder 2021 fortsat ikke med i Kvalitetsstandarder 2024, hvilket forhåbentlig er en fejl:
” Som supplement til rengøringshjælpen kan sårbare ældre med særligt behov få bevilget hjælp til ekstra grundig rengøring efter en konkret og individuel vurdering.”
Under rengøringsopgaver hver 3. uge er anført:
- ”Fjerne affald til affaldssortering”
Seniorrådet finder det særdeles uhygiejnisk, hvis for eksempel madaffald ikke fjernes løbende.
Seniorrådet finder det desuden uhygiejnisk og uværdigt for syge borgere, der er visiteret til rengøringshjælp, at rengøring af køkken, herunder køkkenborde samt badeværelse og toilet kun foretages hver 3. uge.
Hjemmehjælp – Ydelseskatalog bør fremlægges til vedtagelse i Ældre- og Omsorgsudvalget
Som en del af værdighedspolitikken bør kommunens ydelseskatalog til pakkeydelser og enkeltydelse også fremlægges til Ældre- og Omsorgsudvalget til vedtagelse sammen med kvalitetsstandarderne. Dette sker også i andre kommuner, bl.a. Københavns kommune.
Forslaget er begrundet i, at vi finder det vigtigt for både de ældre og politikkerne at kende til ydelseskataloget, fordi den afsatte tid til pakkeydelser og enkeltydelser siger noget om den kvalitet, som ydelsen visiteres til.
Side 50 – 51 Klippekort
I Kvalitetsstandarder 2023 og i Kvalitetsstandarder 2024 er afsnit 2 og 3 fra Kvalitetsstandarder 2022 side 47 – 48 slettet, hvilket forhåbentlig er en fejl:
”Medarbejderne vil i så høj grad som mulig tilgodese beboernes individuelle behov ved planlægningen af fællesaktiviteter, men hvis dette ikke er muligt, kan der aftales individuelle aktiviteter med en beboer.
Beboerne aftaler og planlægger den ekstra aktivitet sammen med medarbejderne på plejecentret. Det er muligt at gemme op til tre måneders klip til senere brug, medmindre andet er aftalt med plejecentret. Opsparede klip kan ikke overføres mellem kalenderår.
Klippekortet kan for eksempel anvendes til:
- Gå- eller cykelture.
- Ture ud af huset.
- Ture i svømmehallen.
- Teaterture eller anden underholdning.
- Hovedrengøring.
- Velvære aktiviteter.”
Side 56 Afløsning i eget hjem
Det er anført: ” Du har som pårørende, mulighed for at blive afløst i op til fire timer ugentligt i dag- og aftentimerne, hvis din ægtefælle eller samlever ikke kan være alene hjemme uden betydelig risiko.”
Er der nogen, der kan opfylde ovenstående vilkår? Seniorrådet foreslår en væsentlig lempelse af vilkår og tillige en større udvidelse af de ugentlige antal timer.
Side 60 – Dit hjem – vores arbejdsplads
For at opnå en god arbejdsplads er der anført:, ”kan det betyde, at du skal rykke med et par møbler, fjerne et løst tæppe eller ledninger skal sættes fast langs væggen”
Seniorrådet spørger om disse mindre opgaver kan udføres af en kommunalt ansat ” Handyman ? – efter samme retningslinjer som anført på side 20 – Hjælpemidler og boligændringer.
Det samme spørgsmål stilles for indretning ved indflytning i plejebolig samt ældre- og handicapbolig, hvis borgeren ikke selv har de fornødne kræfter og ikke kan få hjælp hertil af pårørende.
Afslutning
Seniorrådet forventer, at visitering mv. sker i tæt dialog med borgeren.
Seniorrådet forventer, at ”Kvalitetsstandarderne” udleveres til borgeren ved det første besøg. Det kan være med til at forventningsafstemme.
Med venlig hilsen
På vegne af Seniorrådet Frederiksberg
Pernille Rothaus Sørensen og Alfred Grinderslev