Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 2. oktober 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Hanne Illum, næstformand Carsten Nørballe, Birgitte Franck, Bodil Hebeltoft, Henning C. Hansen, Jens Peter Nørgaard, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen

    Afbud:
    Alfred Grinderslev

    Ordstyrer:
    næstformand Carsten Nørballe

    Referent:
    Sanne Ezi, Sekretariatet, Nævn, Råd og GDPR


    Nicolai Kjems deltager i mødet fra ca. 14.30-15.30


    1.    Godkendelse af dagsorden
    Godkendt.

    2.    Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 24. august 2023
    Taget til efterretning.

    3.    Kommunikationsstrategien – status
    Jens Peter Nørgaard oplyste, at det går godt med arbejdet med Seniorrådets kommende kommunikationsstrategi. Han har holdt møde med ældre- og omsorgsudvalgsformand Sine Heltberg og skal snart mødes med Sine Heltberg og næstformanden for samme udvalg Alexandra Dessoy.

    Jens Peter Nørgaard tilføjede, at Carsten Nørballe og han havde deltaget på Danske Ældreråds workshop om kommunikation den 28. september 2023, og her erfarede de, at andre Seniorråd/Ældreråd er langt fremme på kommunikationsområdet. Mange råd udgiver indstik i lokalaviser, nyhedsbreve, indlæg via Facebook og mange lignende tiltag, hvor de informerer deres seniorer om alt, der har interesse for målgruppen. Der er sågar en kommune, hvor de inviterer seniorerne til møde med Seniorrådets medlemmer i byrådssalen, hvor der er plads til 125 borgere, hvilket tillige giver et vink om, at politikerne vil Seniorrådet.

    I forbindelse med det videre arbejde foreslog Jens Peter Nørgaard, at der nedsættes en lille gruppe, som skal arbejde med, hvordan rådet kommer ud over stepperne med informationer til seniorerne, herunder platforme, samarbejdspartnere og økonomien hertil.

    Næstformanden forslog, at der nedsættes et presseudvalg – som til en start - består af formandskabet og Jens Peter Nørgaard.

    Birgitte Franck ønskede også at være med i presseudvalget. 

    Der var en drøftelse af sammensætningen af Seniorrådets presseudvalg, herunder at når Seniorrådet har godkendt et oplæg fra presseudvalget til det videre arbejde med informationsdelen, kan udvalget udvides med flere/andre medlemmer fra Seniorrådet.

    Beslutning
    Det blev besluttet at nedsætte et presseudvalg bestående af formandskabet og Jens Peter Nørgaard.

    Birgitte Franck forlangte, at det fremgår af referatet, at hun er skuffet over, at hun ikke kan få lov til at være med fra begyndelsen.

    4.    Kommunens budget 2024
    Formanden oplyste, at Seniorrådets tilgang til budgetforslag og budgetbemærkninger til 2024 var en helt anden end foregående år og ville derfor gerne høre, hvad Seniorrådets medlemmer mente om processen.

    Der var enighed om, at mødet med borgmesteren og direktionen havde været godt og at rådets medlemmer følte, at de blev hørt.

    Der var tillige enighed om, at måden der var arbejdet på med både forslag og bemærkninger havde været rigtig god.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at denne proces for budgetforslag 2024 vil være den samme for budget 2025.

    5.    Rådets økonomi 2023
    Formanden foreslog, at der ikke skal trykkes visitkort og der heller ikke skal fotograferes. Midlerne kan overflyttes til arbejdet med den nye kommunikationsstrategi.

    Formanden tilføjede, at budgettet ellers ser fornuftigt ud.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at der ikke skal trykkes visitkort eller tages nye billeder og gennemgangen af budget og regnskab for 2023 blev taget til efterretning.

    6.    Seniorrådets mødekalender for 2023
    Mødekalenderen blev kort gennemgået af formanden, og hun henviste specielt til, at Seniorrådet i morgen den 3. oktober 2023 skal besøge Frederiksberg Kommunes Døgnrehabiliteringen og Ingeborggården sammen med Sundheds- og Omsorgschef Nicolai Kjems.

    Formanden henviste til mailkorrespondance fra Birgitte Franck til medlemmerne. Birgitte Franck har opponeret imod, hvordan kurserne tildeles medlemmerne af Seniorrådet og har forslået, at der afsættes en pulje til hvert enkelt medlem, som kan bruges på kurser. Desuden havde Birgitte Franck foreslået, at der udarbejdes et skema over alle kursusønsker, hvoraf det fremgår hvem, der bliver tilkendt kurser og hvad de koster, idet hun føler, at hun bliver forbigået.

    Formanden oplyste, at kurser og udgifter fremgår af henholdsvis mødekalender og regnskab.

    Der var en drøftelse om tildeling af kurser og formandskabets beføjelser i den forbindelse.

    Formanden oplyste, at der er indkaldt til møde i Metroselskabet og Hovedstadens Letbane i Tilgængelighedspanelet den 11. oktober 2023. Hun foreslog, at formanden for Trafikudvalget, Birgitte Franck, udpeges til panelet.

    Formanden oplyste, at kommunen har inviteret til dialogmøde vedrørende projekt Nyt byrum ved Frederiksberg Idrætspark (en del af Områdeudvikling Finsensvej Vest) den 9. oktober 2023. Birgitte Franck og Bodil Hebeltoft oplyste, at de har tilmeldt sig dialogmødet.

    Formanden oplyste, at Seniorrådet har modtaget invitation fra Nordic Infucare til høring vedrørende sensorbaseret diabetesteknologi på Christiansborg den 31. oktober 2023 kl. 08:30-15:30. Birgitte Franck tilmelder sig selv til arrangementet.

    Formanden spurgte hvem, der deltager i Seniorrådets stand ved efterårets Velkomstmøde for nye borgere den 26. oktober 2023 kl. 17:00-19:00. 

    Formanden oplyste, at Birgitte Franck ønsker at deltage i Danske Ældreråds temadag om Fremtidens boliger til ældre den 24. oktober 2023 i Ballerup.

    Formanden oplyste, at Carsten Nørballe ønsker at deltage i Danske Ældreråds Ældrepolitiske konference om de kommende års udfordringer på ældreområdet den 23. november 2023 på Vingsted Hotel & Konferencecenter.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at kurser skal være relevante for Seniorrådets arbejde og medlemmernes opgaver i rådet. Medlemmer skal enten sende en mail med link eller videresende mailen om kurset til alle medlemmer af rådet med en begrundelse for, hvorfor man ønsker at blive tilmeldt kurset. Hvis deadline for tilmelding tillader det, skal endelig tilmelding til kurset drøftes på et møde i Seniorrådet, dog således at formandskabet – der tillige skal sikre, at budgettet kan bære udgiften – har den endelige beslutning. Der var enighed om, at der ikke skal afsættes puljer til kurser til de enkelte medlemmer.

    Det blev besluttet, at Birgitte Franck udpeges til Metroselskabet og Hovedstadens Letbanes Tilgængelighedspanel og deltager i mødet den 11. oktober 2023. Sekretæren har efterfølgende tilmeldt Birgitte Franck

    Det blev besluttet, at følgende deltager i Velkomstmødet for nye borgere: Bodil Hebeltoft, Maria Jensen, Carsten Nørballe og Jens Peter Nørgaard.

    Det blev besluttet at tilmelde Birgitte Franck til Danske Ældreråds temadag om Fremtidens boliger til ældre den 24. oktober 2023 i Ballerup. Sekretæren har efterfølgende tilmeldt Birgitte Franck til temadagen. 

    Det blev besluttet at tilmelde Carsten Nørballe til Danske Ældreråds Ældrepolitiske konference om de kommende års udfordringer på ældreområdet den 23. november 2023 på Vingsted Hotel & Konferencecenter. Sekretæren har efterfølgende tilmeldt Carsten Nørballe til temadagen.

    7.    Forslag til mødeplan for 2024
    Formanden gennemgik kort forslag til mødeplan 2024.

    Beslutning
    Mødeplan blev godkendt.

    8.    Meddelelser fra Boligudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at Boligudvalget besøger tryghedsboligerne i Guldbergs Have på Nørrebro onsdag den 4. oktober 2023.

    9.    Meddelelser fra Trafikudvalget
    Ingen

    10.    Høringer, v/Nicolai Kjems, Kristine Nielsen og Morten Nielsen
    a)    Udbud af hjemmeplejen i Frederiksberg Kommune
    Nicolai Kjems gav – via Power Point - en grundig gennemgang af udbuddet. Sekretæren har efterfølgende sendt Power Point til alle medlemmerne. 

    Beslutning
    Det blev besluttet, at formanden og Pernille R. Sørensen skriver udkast til høringssvar og at høringssvaret godkendes af medlemmerne pr. mail.

    b)    Udbud af Dronning Anne Marie Centret
    Nicolai Kjems gav – via Power Point - en grundig gennemgang af udbuddet. Sekretæren har efterfølgende sendt Power Point til alle medlemmerne.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at formanden og Pernille R. Sørensen skriver udkast til høringssvar og at høringssvaret godkendes af medlemmerne pr. mail.

    11.    Orientering fra formanden
    Formanden orienterede om, at Pernille R. Sørensen og hun havde deltaget i et møde om Ny Søndervangs udenoms områder. Hele området var tænkt ind på en god måde med mange hensyn til de kommende beboere. På mødet blev vist nogle plancher for projektet. Formanden har spurgt om plancherne, men de er endnu ikke modtaget. Seniorrådet vil blive inviteret igen, når forvaltningen har mere at fortælle om projektet.

    Formanden oplyste, at hun – sammen med flere andre medlemmer af rådet – deltog i Social Fælleskabsdag i Kedelhallen den 29. september 2023 kl. 12-16, hvor også uddeling af frivillighedspriser og handicappris blev uddelt. Det var et fint arrangement med masser af ildsjæle.

    Formanden meddelte, at det af referatet fra Ældre- og Omsorgsudvalgets møde den 25. september 2023 punkt 72 fremgik, at kvalitetsstandarderne i afsnittet om pårørende skal opdateres, så forventningsafstemningen står tydeligere frem.

    12.    Orientering fra medlemmerne
    Jens Peter Nørgaard orienterede om et projekt under Realdania med titlen ”Tættere på det levede liv”, som han hørte om på Regionsældrerådsmødet den 29. september 2023 i Hillerød. Han vil uddybe på et senere møde i Seniorrådet. Han viste en bog om emnet, som han gerne deler, når han selv har læst bogen. Bogen kan læses online via linket her.

    Birgitte Franck henviste til hendes indlæg på Byrumsmonitor, hvor hun beskriver uhensigtsmæssighederne ved brugen af brosten som belægning.

    Birgitte Franck er glad for, at Karateklubben fortsætter med at modtage tilskud fra kommunen i 2024, da de lægger lokaler til bevægelse for seniorer og det må også glæde Ældre Sagen Frederiksberg, som også har hold på stedet.

    13.    Orientering fra Regionsældrerådet, Danske Ældreråd og øvrige
    Formanden oplyste, at hun har haft et telefonmøde med seniorkonsulent Marianne Lundsgaard fra Danske Ældreråd. 

    Danske Ældreråd ønskede at høre, om man gjorde noget for at ændre valgtidspunkt i de 10 kommuner, der ikke har valg til Ældre-/Seniorråd samtidig med kommunalvalg.

    Marianne Lundsgaard havde oplyst, at Netcompany havde vundet udbud vedrørende fremtidige valg. De kan udføre opgaver ved valg mm. langt billigere og mere omfattende end KMD ved fx at fremsende valgkort i e-Boks og man kan nøjes med at have sit sundhedskort med til valgstedet. Det betyder, at fx valg til Seniorråd kan gennemføres langt billigere og samtidig med andre valg.

    Danske Ældreråd skal have møde med Netcompany igen, derefter vil der komme mere information ud til ældre- og seniorrådene.

    14.    Seniorrådets årsplan 2023-2027
    Ingen bemærkninger.

    15.    Næste ordinære møde er torsdag den 26. oktober 2023 kl. 11.00 – 13.00
    Blev taget til efterretning.

    16.    Eventuelt
    Intet.

    Mødet sluttede kl. 16:00