Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 23. november 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Hanne Illum, Alfred Grinderslev, Birgitte Franck, David M. Gerschwald, Henning C. Hansen, Jens Peter Nørgaard, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen

    Afbud:
    næstformand Carsten Nørballe

    Ordstyrer:
    medlem Henning Carl Hansen

    Referent:
    Sanne Ezi, Sekretariatet, Nævn og Råd


    Den 1. november 2023 er Bodil Hebeltoft udtrådt af Seniorrådet og David M. Gerschwald er samme dag indtrådt. Formanden bød David M. Gerschwald velkommen.

    1.    Godkendelse af dagsorden
    Beslutning
    Dagsordenen blev godkendt.

    2.    Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 26. oktober 2023
    Taget til efterretning.

    3.    Høringer
    Der er ikke modtaget høringer siden sidste møde.

    4.    Kommunikationsstrategi
    Redaktionsudvalget orienterede om kommunikationsstrategien, herunder om den kommende annoncering i FrederiksbergLIV.

    Der var efterfølgende en drøftelse af det fremsendte udkast til strategi. 

    Beslutning
    Kommunikationsstrategien blev godkendt. De 2 annoncer fremsendes pr. mail til hurtig godkendelse.

    5.    Teknologi – som hjælpemiddel
    Birgitte Franck fortalte om sine oplevelser med teknologien indenfor hjælpemiddelområdet, blandt andet for borgere med diabetes og hørenedsættelse.

    Birgitte Franck fandt, at Seniorrådet skal have stort fokus på dette, da det er vejen frem, når det gælder manglen på læger, herunder ventetiden indenfor sundhedsvæsnet.

    Der var en drøftelse af, hvor Seniorrådet bør sætte ind.

    Jens Peter Nørgaard mente, at Seniorrådet bør holde fokus på telekonsultationer, herunder at seniorerne kan benytte den teknologi, som tilbydes på sundhedsplatformen, så man kan betjene sig selv hjemmefra og at rådet ikke skal lægge alt over på kommunen, men medlemmerne i stedet skal brede budskabet ud til seniorerne på Frederiksberg.

    Formanden påpegede, at rådet skal være skarp på, at teknologien kan frisætte seniorerne.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at velfærdsteknologien er et godt bud på et borgermøde. Formandskabet afsøger et samarbejde med Ældre- og Omsorgsudvalget om borgermødet.

    6.    Status på valgperiode for Seniorrådet
    Seniorrådets henvendelser til kommunalbestyrelsen senest den 24. april 2023 om ændring af rådets vedtægt herunder valgperiode blev drøftet.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at sekretæren anmoder om en status fra forvaltningen.

    7.    Masterplan for det nære sundhedsvæsen på Frederiksberg
    Jens Peter Nørgaard oplyste, at han vil blive indkaldt ca. hver 2. måned til et statusmøde om det nære sundhedsvæsen, hvorefter han vil orientere rådet. 

    Beslutning
    Blev taget til efterretning.

    8.    Orientering fra formanden
    Formanden fortalte, at hun har aftalt med Københavns Ældreråd, at de betaler for bussen til 3-by-mødet til Malmø i år og at Frederiksberg Seniorråd arrangerer og betaler for bus ved næste 3-by-møde i Malmø, formentlig i 2026.

    Formanden oplyste, at der er valg til Danske Ældreråds bestyrelse i lige valgkredse i 2024. Seniorrådet er i valgkreds 10, der er frist for anmeldelse af kandidater den 29. februar 2024. Der er ingen fra Frederiksberg Seniorråd, der ønsker at opstille til dette valg.

    Formanden orienterede om, at næstformanden og hun deltog i 7-by-erfa-møde for formandskab den 8. november 2023, hvor der blandt andet blev drøftet budgetforhandlinger 2024. Aalborg, Esbjerg, Randers havde også store besparelser på ældreområdet, Odense var næsten status quo i forhold til 2023, Aarhus og København havde fået ekstra penge på budgettet. Der havde været en drøftelse om fremmødevalg samtidig med valg til kommunalbestyrelsen – der er nu ca. 8 kommuner, hvor der ikke er valg samtidig med valg til kommunalbestyrelsen. Alle er enige om, at der skal arbejdes på fremmødevalg samtidig med kommunalvalg.

    Formanden oplyste, at der er reception for ny kommunaldirektør – Nina Eg Hansen – den 11. december 2023. Birgitte Franck repræsenterer Seniorrådet.

    Formanden meddelte, at Handicaprådet ønsker et møde mellem Seniorrådet og brugerrepræsentanterne i Handicaprådet og oplyste, at hun og næstformanden vil finde 3 datoer i foråret at foreslå Handicaprådet.

    9.    Orientering fra medlemmerne
    Birgitte Franck talte om værdighed i ældreplejen, herunder ”omsorgstræthed” hos medarbejderne – at medarbejderne er trætte af deres arbejde og mener, at det bliver en svær opgave at ændre de udfordringer, der er.

    Pernille Rothaus Sørensen oplyste, at hun desværre må melde afbud til besøget hos Hjemmehjælpen A/S og Diakonissestiftelsen den 7. december 2023. David M. Gerschwald meldte også afbud.

    Alfred Grinderslev mente, at det er vigtigt, at Seniorrådet ser på, hvad rådet kan gøre for alle de ældre, der ikke længere kan sætte deres rollatorer i trappeopgange, fx under trappen. De stjæles, når de står ulåste på gaden og de ældre kan ikke få hjælp af hjælpemiddelcentret til at få en krog med lås opsat uden for opgangen.

    Beslutning
    Boligudvalget tager parkering af rollatorer på dagsordenen.

    10.    Orientering fra Regionsældrerådet, Danske Ældreråd og øvrige
    Jens Peter Nørgaard oplyste, at der intet nyt er fra Regionsældrerådet. Formanden har orienteret om Danske Ældreråd under punkt 8.

    11.    Meddelelser fra Boligudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at Boligudvalget skal til møde kl. 13.00 med forvaltningen for at høre om ældreboliger og handicapboliger på Frederiksberg. Boligudvalget skal orientere forvaltningen om tryghedsboliger i København. Boligudvalget besigtigede denne boligform den 5. november 2023.

    12.    Meddelelser fra Trafikudvalget
    David M. Gerschwald ønskede at blive udpeget som medlem af Trafikudvalget.

    Beslutning
    David M. Gerschwald blev valgt til Trafikudvalget.

    13.    Rådets økonomi 2023
    Regnskab fra sekretariatet samt Seniorrådets budget og regnskab var fremsendt sammen med dagsordenen.

    Formanden oplyste, at

    • rådets budget for 2024 er forhøjet med ca. 5.000 kr.
    • rådet har fået bevilget op til 30.000 kr. til afholdelse af 3-by-mødet i 2024
    • rådets budget/regnskab for 2023 ser rimeligt godt ud.

    Formanden henviste til mail om ældrekonferencen tirsdag den 19. marts 2024 på Comwell Bygholm Park i Horsens, hvor der er et særdeles spændende program og spurgte hvem, der var interesseret. Der vil være overnatning, idet konferencen starter kl. 8:30.

    Maria Jensen og formanden tilmeldte sig på mødet. Pernille Rothaus Sørensen vender tilbage, om hun kan deltage. Formanden spørger Carsten Nørballe, om han ønsker at deltage.

    Formanden oplyste, at Birgitte Franck har anmodet om kurset ”Plejeboliger for 25 milliarder kr.” i foråret 2024, som afholdes af Byens Ejendomme, hvor Seniorrådet får rabat. 

    Beslutning
    Det blev besluttet, at man giver besked til formanden, hvis man ønsker at deltage i ældrekonferencen, og at Birgitte Franck tilmeldes kurset ”Plejeboliger for 25 milliarder kr.”.

    14.    Seniorrådets årsplan 2023-2027
    Formanden er ved at ajourføre årsplanen.

    15.    Seniorrådets mødekalender for 2023 og 2024
    Taget til efterretning.

    16.    Næste ordinære møde er torsdag den 14. december 2023 kl. 11.00 – 13.00
    Taget til efterretning.

    17.    Eventuelt
    Intet.

    Mødet sluttede kl. 12:45