Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 26. oktober 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Hanne Illum, næstformand Carsten Nørballe, Alfred Grinderslev, Birgitte Franck, Henning C. Hansen, Jens Peter Nørgaard, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen

    Afbud:
    Bodil Hebeltoft

    Ordstyrer:
    næstformand Carsten Nørballe

    Referent:
    Sanne Ezi, Sekretariatet, Nævn, Råd og GDPR

    1. Godkendelse af dagsorden
    Beslutning
    Dagsordenen blev godkendt.

    2. Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 2. oktober 2023
    Beslutning
    Taget til efterretning.

    3. Høringer
    Formanden oplyste, at der ikke er indkommet nye høringer, men at formandskabet havde brug for et uddybe, de retningslinjer, som Seniorrådet godkendte på mødet den 24. august 2023.

    Generelt kan det siges, at Seniorrådet afgiver høringssvar i de høringer, hvor høringen sendes direkte til Seniorrådets mail seniorradet@frederiksberg.dk og kun høringer fra Bliv Hørt Frederiksberg, hvis de har almen interesse for seniorerne på Frederiksberg.

    Næstformanden gav herefter en uddybende forklaring ud fra de godkendte retningslinjer, herunder at Seniorrådet skal komme med kvalificerede høringssvar, der er opbygget efter faste rammer, nemlig:
    • Generelle betragtninger
    • Konkrete korrektioner, tilføjelser, forslag til den tekst, som Seniorrådet skal forholde sig til med bilag og sidehenvisning.

    Seniorrådet sender høringssvar vedrørende
    • de emner, der specifikt omhandler seniorerne på Frederiksberg
    • de emner, hvor emnet omhandler alle på Frederiksberg, hvor høringssvaret dog vinkles med seniorerne i fokus

    Høringer, der ”ligger uden for skiven”, som fx pladsen bag ved Rådhuset, der ikke var sendt til Seniorrådet besvares ikke.

    Desuden påpegede han, at Seniorrådet – på mødet den 24. august 2023 – havde givet formandskabet mandat til at beslutte, hvilke høringer Seniorrådet afgiver høringssvar til i tilfælde af, at et høringssvar skal afgives mellem 2 møder og således ikke kan behandles.

    Alfred Grinderslev foreslog formandskabet, da forvaltningen ofte sender høringer med meget korte tidsfrister, at de tager fat i forvaltningen med henblik på længere høringsperioder, så det hele ikke bliver så presset og høringerne mere bredt kunne drøftes på Seniorrådets møder.

    Birgitte Franck tilføjede, at hun fandt godkendelsesprocessen via mail, som et godt og ligetil redskab til at få godkendt et høringssvar af det samlede Seniorråd.

    Beslutning
    Det blev besluttet at fortsætte efter de vedtagne retningslinjer, som kort skitseret ovenfor.

    4. Bruger- og pårørenderåd
    Pernille Rothaus Sørensen spurgte, hvordan Seniorrådet kan bakke op om, at der oprettes bruger- og pårørenderåd på alle kommunens plejehjem.

    Hun finder disse råd særdeles vigtige og brugbare for alle. Desværre har Kastanjehaven nedlagt deres bruger- og pårørenderåd.

    Hun har selv – som tidligere forstander – samarbejdet med et bruger- og pårørenderåd. Det var givtigt på alle måder. Hun har også hørt om bruger- og pårørenderåd, hvor der fx er lokal deltagelse, fx en præst.

    Hun mener, at Seniorrådet bør opfordre Frederiksberg til at have disse råd på alle plejehjem. 

    Der var en drøftelse af ovenstående, herunder var der forslag om, at Seniorrådet planlægger et borgermøde for at høre seniorerne på Frederiksbergs idéer og input til bruger- og pårørenderåd. 

    Formanden oplyste, at hun har modtaget en mail fra Birgitte Franck om en workshop den 6. december 2023 i Hillerød med titlen ”Giv jeres pårørendesamarbejde et 360-graders eftersyn”. Workshoppen afholdes af Sundhedsstyrelsen, Videnscenter for værdig ældrepleje. Formanden opfordrede til at tilmelde sig. Følgende gav tilsagn om, at de gerne vil tilmeldes: Birgitte Franck, Maria Jensen og Alfred Grinderslev. 

    Maria Jensen bad Birgitte Franck om fremover at sende disse interessante workshops og kursustilbud til alle medlemmer af Seniorrådet. 

    Beslutning
    Det blev besluttet,
    • at Seniorrådet vil arbejde for, at det bliver obligatorisk med et bruger- og pårørenderåd på alle kommunens plejehjem
    • at borgermøde om bruger- og pårørenderåd noteres på listen over kommende borgermøder, som skal besluttes sammen med godkendelsen af Seniorrådets nye kommunikationsplan
    • at Birgitte Franck, Maria Jensen og Alfred Grinderslev tilmeldes den omtalte workshop.

    5. Orientering fra formanden
    Formanden oplyste, at Danske Ældreråd har sendt en survey vedrørende undersøgelse af, hvor meget kendskab seniorrådene/ældrerådene har til teknologi i egen kommune. Desværre har vi måttet svare, at vi ikke har den store kendskab til hvilken teknologi, som benyttes i Frederiksberg Kommune.

    Formanden oplyste
    , at besøget den 24. oktober 2023 på Frederiksberg Sundhedscenter var en succes. Det var et interessant besøg, hvor man især blev imponerede over, hvor bredt de favner og hvor mange tilbud, der findes. Desuden blev det oplyst, at rehabiliteringen har et meget tæt samarbejde med hjemmeplejen.

    Sundhedscentret har en velbesøgt Facebook og Seniorrådet fik lovning på, at hvis Seniorrådet har noget, som skal bredt ud, så kan det sendes til Sundhedscentret, som vil sætte det på deres Facebook.

    Pernille Rothaus Sørensen foreslog, at Frederiksberg Sundhedscenter bliver fremvist ved 3-by-mødet i 2024.

    Formanden opfordrede
    alle medlemmer til at tænke over, hvornår der sendes mail til sekretæren. Mail til sekretæren skal kun sendes, hvis det er noget, sekretæren skal handle på ellers bedes alle undlade at sætte Seniorrådets mailadresse på mails, der sendes til medlemmerne eller andre. Og i det hele taget overveje, om en mail skal sendes til alle medlemmer.

    6. Orientering fra medlemmerne
    Næstformanden Carsten Nørballe opfordrede alle medlemmer til at sende deres orientering på mail til alle medlemmer af Seniorrådet, herunder Sekretariatet. 

    Birgitte Franck oplyste
    , at hun den 5. oktober 2023 deltog i et arrangement om ”Kan risikoen for demens nedsættes?” med Bente Klarlund Pedersen. Her kom det frem, at man med en sund livsstil kan nedsætte risikoen for demens, men dog uden garanti. Fx være fysisk aktiv, ingen rygning, spise varieret og grønt, forebygge forhøjet blodtryk, søge behandling for depression, holde hjerne i gang samt være selskabelig. Birgitte Franck havde tilføjet at få behandlet nedsat hørelse også er en hjælp til at mindske risiko for demens, hvilket hun fik bekræftet.

    Hun tilføjede, at Bente Klarlund er en super god formidler og kunne være et godt emne til et borgermøde i Seniorrådets regi.

    Birgitte Franck oplyste
    , at hun den 7. oktober 2023 deltog i møde i Høreforeningen, hvor der var en fin rapport om øresygdommen menière, som giver svimmelhed, høretab, tinnitus og trykken for øret. Ved arrangementet gjorde hun desuden reklame for sit smartur med hensyn til fald. Hun kan ikke holde ud at tænke på, at der er ældre, som falder og ligger i mange timer, inden der kommer hjælp, når et ur som hendes kan tilkalde hjælp helt af sig selv, når man falder.

    Birgitte Franck oplyste, at hun i forbindelse med sin deltagelse i Sund Mund Hele Livet (SMUHL) skal kommentere på en rapport om øget fokus på oral sundhed blandt ældre mennesker og spurgte samtidig, om hun alene kunne kommentere på rapporten. Der var enighed om, at Birgitte Franck kommenterer denne rapport.

    Henning C Hansen oplyste
    , at formanden har bedt ham om at orientere om Frivillighedsforum. 

    Frivillighedsforum er etableret af Socialudvalget den 7. maj 2007, hvor de besluttede at etablere et Samarbejdsforum inden for frivillighedsområdet på Frederiksberg.

    Frivillighedsforum er nedsat for at fremme samarbejdet med og mellem det lokale frivillige sociale arbejde i bred forstand og med henblik på at skabe gode rammer for det frivillige sociale arbejde samt sikre et bedre samspil mellem de frivillige organisationer og kommunen.

    Frivillighedsforum udveksler erfaringer, støtter hinanden og forsøger at bruge hinandens styrker og ressourcer på bedst mulig vis. Det er en lille sluttet kreds, som består af 3 repræsentanter fra Socialudvalget, 1 medlem fra Seniorrådet, Handicaprådet og Udsatterådet samt 5 repræsentanter fra frivillige sociale foreninger.

    Henning C Hansen tilføjede, at han i Frivillighedsforum gør opmærksom på, at hvis Frivillighedsforum skal batte - hvis man skal have mere ud af samarbejdet og kunne bruge hinanden bedre, så skal der flere møder til. Som det er nu, holdes der 2 møder årligt.

    Det helt optimale ville være, hvis der blev etableret et ”Foreningernes Hus”, så foreningerne var under samme tag, hvilket ville give mulighed for et meget bedre samarbejde og deling af ressourcer på et helt andet niveau.

    Henning C Hansen henviste også til Center For Frivilligt Socialt Arbejdes (CFSA) hjemmeside: frivillighed.dk Her findes der oceaner af oplysninger vedrørende arbejdsmiljø, herunder ansættelse af ulønnede medarbejdere, lokale kurser, oplysninger fx om ensomhedsproblematikken og mange andre gode input.

    Desværre er hele det frivillige arbejde også et spørgsmål om at få pengene til at slå til. Og her nytter det ikke noget, at politikerne bliver ved med at sende besparelser afsted med hensyn til §79-puljen og §18-puljen.

    Alfred Grinderslev tilføjede, at den er helt gal og hvis der kommer flere besparelser, vil det lukke for store frivillige organisationer som fx OK Klubberne og Ældre Sagen Frederiksberg, som vil betyde, at der forsvinder over 350 frivillige ud i det blå.

    Alene på § 79 puljen blev der i 2023 sparet 25% - eller knapt 1 mio. kr., dog med mulighed for at millionen kom tilbage i 2024 – men for 2024 blev det alligevel til endnu en besparelse på 0,7 mio. kr.

    Det er småpenge i forhold til, at kommunalbestyrelsen enstemmigt har forhøjet de kommunale skatter med et ikke ubetydeligt millionbeløb.

    Pernille Rothaus Sørensen tilføjede, at ovennævnte besparelser slet ikke hænger sammen med Frederiksberg Kommunes Værdighedspolitik og Ensomhedspolitik.

    Jens Peter Nørgaard oplyste
    , at han fortsat afventer forvaltningens tilbagemelding på niveauet af samarbejdet, der ønskes med Seniorrådet om sundhedspolitikken.

    Maria Jensen oplyste
    , at hun har deltaget i en konference: Ældre uden nære relationer, som handler om ældre og ensomhed. Det var en god konference, hvor man blev klogere og hun har taget noget litteratur med tilbage, som vil blive lagt i Seniorrådets lokale.

    7. Orientering fra Regionsældrerådet, Danske Ældreråd og øvrige
    Formanden oplyste, at hun har modtaget referat fra Danske Ældreråd, hvor der blandt andet er refereret om, at 6-by kommunernes forvaltninger har stillet forslag om, at diæter og befordringsgodtgørelse erstattes af et fast vederlag. Kommunerne vil selv fastsætte vederlaget. Forslaget er sendt fra 6-by kommunerne til regeringen, Danske Ældreråd vil rette en formel henvendelse til ældreministeren, hvori forslaget problematiseres.

    Birgitte Franck oplyste
    , at hun den 24. oktober var til temadag i Danske Ældreråds regi om fremtidens boliger til ældre. Hun har sendt slides fra temadagen til alle.

    8. Meddelelser fra Boligudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at Boligudvalget den 5. oktober 2023 besøgte Tryghedsboligerne i Guldberghave, hvilket var en ualmindelig god oplevelse. København er nu i gang med tryghedsboliger på Amager og når Sølund står færdig, vil der også her blive etableret blive etableret tryghedsboliger.

    Hun sluttede af med at oplyse, at Boligudvalget - på et kommende møde – vil drøfte og planlægge en henvendelse til Frederiksberg Kommune om etablering af tryghedsboliger på Frederiksberg.

    9. Meddelelser fra Trafikudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at referat af møde den 23. oktober 2023 i Trafikudvalget lige er udsendt alle medlemmerne og vil tillige blive sendt til By, Kultur og Miljøområdet samt forvaltningsenheden, som varetager tilgængelighedspuljen.

    Birgitte Franck tilføjede, at hun er skuffet over, at der fortsat er så mange trafikmæssige forhold, som fortsat ikke virker efter hensigten og som Seniorrådet (tidligere Ældrerådet) har påpeget i flere år. 

    Hun tilføjede, at der også er ros til forvaltningen, idet Seniorrådets Trafikudvalg fra forrige periode foreslog, at alle el-løbehjul og el-cykler skal være påført et telefonnummer og en mailadresse, så det er nemt og ligetil at komme i kontakt med virksomheden, der står for cyklen/løbehjulet. Dette er pr. 30. oktober 2023 blevet obligatorisk.

    Og mere ros til forvaltningen. Der har været udfordring med trin til Hovedbiblioteket, da der ikke har været gelænder eller asfalt fra jord op til trinets top, ældre har ikke haft noget at støtte sig til og det ikke har været muligt, at komme ind med en rollator eller kørestol.

    Dette er der nu rådet bod på, der er opsat gelænder og der er kommet asfalt til, som gør, at man igen kan kom op til trin fra gadeplan.

    10. Rådets økonomi 2023
    Regnskab fra sekretariatet samt Seniorrådets budget og regnskab blev kort gennemgået.

    Birgitte Franck har søgt om dækning af transportudgifter til:
    • Sundhedsstyrelsens årskonference 2023: Videncenter for værdig ældrepleje i Nyborg Strand den 9. november 2023. Deltagelse gratis.
    • Social- og Boligstyrelsens netværksdag om bygge- og bofællesskaber den 17. november 2023. Deltagelse gratis.

    Da Birgitte Franck allerede har købt togbilletter til et af kurserne, oplyste formanden, at hvis Seniorrådet fremover skal dække udgifterne til transport, skal Seniorrådets rejsekort benyttes.

    Henning C Hansen spurgte til de resterende annoncer, som det tidligere Ældreråd har købt i FrederiksbergLIV i 2022 og som skal bruges i 2023.

    Formanden oplyste, at de alle vil blive brugt i forbindelse med Seniorrådets nye kommunikationsstrategi. 

    Henning C Hansen opfordrede til, at der på næste møde - den 23. november 2023 - i Seniorrådet er et færdigt udkast til annonce, der medsendes som bilag ugen før mødet.

    Formanden oplyste, at der på nuværende tidspunkt ikke er udarbejdet et udkast, men at der arbejdes på at få hjælp til opsætning, blikfang mv., da de tidligere anstrengelser for at få Seniorrådet synliggjort via annoncer ikke havde givet pote. Jens Peter Nørgaard tilføjede, at hans møde med Sine Heltberg og Alexandra Dessoy om niveauet af samarbejdet mellem kommunen og Seniorrådet ikke gik helt, som han havde håbet på og at en tilbagemelding fra forvaltningen lader vente på sig, hvilket også har indflydelse på indholdet af annoncen.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at Birgitte Franck får dækket transportudgifterne til de ovennævnte møder.

    Det er besluttet
    , at der skal ligge et udkast til en annonce til næste møde i Seniorrådet den 23. november 2023 og i så god tid, at udkastet sendes ud som bilag med dagsordenen den 16. november 2023.

    11. Seniorrådets årsplan 2023-2027
    Årsplanen blev kort gennemgået.

    Alfred Grinderslev spurgte, om der var nyt om afholdelse af valg til Seniorrådet sammen med kommunalvalget. Formanden svarede, at der intet nyt er og hvis vi skal være realistiske, vil det nok ikke kunne iværksættes til næste kommunalvalg. 

    Beslutning
    Årsplanen blev taget til efterretning.

    12. Seniorrådets mødekalender for 2023 og 2024
    Formanden oplyste, at der er modtaget invitation til møde om fremtidens hørerehabilitering i Industriens Hus. Birgitte Franck har tilmeldt sig mødet.

    Formanden tilkendegav, at mødekalenderen ved en fejl ikke er blevet opdateret og opfordrede alle til at gennemgå mødekalenderen og melde tilbage til hende hvilke møder, kurser, konferencer og lignende, der mangler på kalenderen.  

    Hun bad medlemmerne om allerede nu at sætte kryds i kalenderen den 7. december 2023 fra 9-11, hvor Seniorrådet skal til møde sammen med Sundheds- og Omsorgschef Nicolai Kjems med Hjemmehjælpen A/S og Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.

    Herefter tilføjede formanden, at hun gerne ville knytte et par ord til besøgene på plejehjem med flere. Når Seniorrådet er ude på disse besøg, er vi gæster, en delegation, der er inviteret for at blive orienteret om forholdene og tiltagene på de enkelte steder. Det betyder, at vi ikke skal spørge efter personalets telefonnumre, eller tilbyde beboerne at komme på besøg som besøgsven.

    Formanden sluttede med at oplyse, at mødekalenderen for 2024 er medsendt som bilag, da alle besøg, der er aftalt med Sundheds- og Omsorgschef Nicolai Kjems, er lagt ind, så alle er bekendt med datoerne allerede nu.

    Birgitte Franck spurgte, om det var muligt, at sekretæren kunne indkalde til disse møder via Outlook, da det vil være en stor hjælp. Alfred Grinderslev ønsker ikke mødeindkaldelserne. 

    Beslutning
    Det blev besluttet, at sekretæren indkalder til besøgene i 2024 og besøget den 7. december 2023.

    13. Næste ordinære møde er torsdag den 23. november 2023 kl. 11.00 – 13.00
    Taget til efterretning.

    14. Eventuelt
    Intet.

    Mødet sluttede kl. 12:45