Gå til hovedindhold

Familiehuset Frederiksberg – et tilbud til gravide og småbørnsfamilier

Oplever du, at livet som gravid eller småbørnsfamilie (0-6 år) kan være udfordrende, så kan du få hjælp og vejledning i Familiehuset Frederiksberg.

Indhold

    Familiehusets tilbud

    Hvis du som forælder oplever udfordringer med dit barn eller med familielivet, kan du aftale med din sundhedsplejerske at komme forbi babyklinikken, hvor et tværfagligt team med en sundhedsplejerske, psykolog, fysio-ergoterapeut og forebyggende familierådgiver vil hjælpe dig og din familie videre.

    Tilbuddet indebærer konsultative råd og vejledning fra det tværfaglige team og alt efter behovet kan du/I komme og få hjælp og vejledning i babyklinikken op til i alt tre gange.

    Babyklinikken afholdes i Familiehuset, Peter Bangsvej 26, 6. sal

    Kontakt din sundhedsplejerske hvis du er interesseret.

    Hvis du sammen med din sundhedsplejerske vurderer, at dit barns motoriske udvikling skal tilses af en børnefysioterapeut, er der mulighed for at få en tid hos en fysioterapeut.

    Det foregår hver torsdag kl. 9.00-11.00 i Familiehuset, Peter Bangsvej 26, 6. sal.

    Kontakt din sundhedsplejerske for nærmere aftale

    Caféen er for dig der er gravid og gerne vil have hjælp og støtte i graviditeten og møde andre gravide på Frederiksberg.

    I caféen vil du blive mødt af en sundhedsplejerske og en psykolog og vi om emner der er vigtige for dig, fx graviditeten og det kommende forældreskab.

    Du kan starte i caféen fra du er gravid omkring uge 20 og frem til du føder.

    Caféen er åben hver anden torsdag fra kl. 13.00-15.00 i Familiehuset, Peter Bangs Vej 26, 6. sal. Der serveres kaffe/te og frugt.

    Kontakt: Snak med din jordemoder eller sundhedsplejerske, hvis du er interesseret i at deltage, eller kontakt Familiehuset på mail familiehuset@frederiksberg.dk eller telefon 50 94 07 07.

    Vi glæder os til at byde dig velkommen. 

    I samarbejde med din sundhedsplejerske har du og din eventuelle partner mulighed for at blive inviteret til et fælles møde med din sundhedsplejerske og med dit barns dagplejer eller vuggestue.

    Til samtalen får I mulighed for at møde hinanden og få en snak om, hvad der fungerer godt hos jeres barn og familie og hvor det kan være svært. På den måde bliver dagplejer og personalet i vuggestuen klar til at modtage jeres barn og jer som familie bedst muligt.

    Samtalen foregår i dit dagtilbud eller dagpleje.

    Kontakt din sundhedsplejerske eller dit barns dagtilbud eller dagpleje.

    Oplever du nogle gange, at det kan være svært at forstå dit barns behov? Tryghedscirklen er et forældrekursus for dig med børn i alderen 0-6 år, som ønsker at gå på opdagelse i forældrerollen og forbedre samspillet med dit barn.

    Målet med kurset er

    • At få flere glade øjeblikke med dit barn
    • At forstå dit barns følelsesmæssige behov og styrke relationen
    • At forstå hvilket behov dit barn prøver at vise med sin adfærd
    • At lære at tage ansvar, når det er nødvendigt, og at følge dit barns behov, når det er muligt

    Hvad indebærer det at deltage

    Kurset er gratis og består af 8 mødegange af op til 2 timers varighed. Holdet mødes en gang om ugen på en fast ugedag og der forventes stabilt fremmøde. Kurset foregår uden børn.

    Kontakt Familiehuset hvis du vil høre mere, på mail familiehuset@frederiksberg.dk eller tlf. 50 94 07 07. Du vil efterfølgende blive kontaktet. 

    Familienetværket er et tilbud til din familie som savner et socialt netværk og et pusterum i hverdagen. I Familienetværket vil din familie få mulighed for at mødes med andre børnefamilier til fælles spisning 1 gang om måneden. Til fællesspisning er der mulighed for at hygge sig som familie, men også for at danne netværk til andre familier.

    Der er et team af frivillige som sætter rammen for spisningen og som planlægger aktiviteter som passer til de behov og ønsker I og de andre familier har.

    Kontakt Røde Kors Hovedstaden på tlf. 38 33 64 00 eller på mail familienetvarket.rkh@rodekors.dk

    Baggrund

    I Familiehuset Frederiksberg har vi samlet de bedste kræfter og den bedste viden om de udfordringer, man kan støde på som gravid eller småbørnsfamilie. Her står sundhedsplejersker, psykologer, fysio-ergoterapeuter, logopæder (tale-høre), forebyggende familierådgivere og dagtilbudsrepræsentanter klar til at hjælpe dig på tværs af deres fagligheder.

    Her kan du læse om baggrunden for Familiehuset på Frederiksberg

    I 2022 fik Frederiksberg Kommune midler fra Socialstyrelsen til at oprette et familiehus. I perioden 2023-2026 vil familiehuset bidrage til at understøtte den tidlige og tværfaglige indsats for gravide og småbørnsfamilier med børn i alderen 0-6 år i sårbare og udsatte positioner, som kan have brug for hjælp og støtte så tidligt som muligt i forhold til barnets alder og problemets udvikling. I efteråret 2023 er de første indsatser gået i gang. Udover de borgerrettede indsatser, er der etableret et tværfagligt forum, hvor fagpersoner kan få sparring.

    Socialstyrelsens pulje til etablering af familiehuse har til formål at bidrage til et helhedsorienteret løft af indsatsen på spæd- og småbørnsområdet ved at gravide, børn og småbørnsforældre i sårbare og udsatte positioner opdages tidligt og får kvalificeret støtte tidligt i livet.

    Familiehuset er i dialog med civilsamfundsaktører på spæd- og småbørnsområdet om at styrke samarbejdet og har fokus på at brobygge til tilbud, vi vurderer kan være relevante som supplement til den støtte man kan modtage i kommunens øvrige tilbudsvifte.

    Familiehuset Frederiksberg skal bidrage med at udvikle effektive arbejdsgange som understøtter et styrket og systematisk tværprofessionelt samarbejde mellem sundhedsplejen, fællesrådgivningen/PPR, familieafdelingen, dagtilbud og familierne. 

     

    Kontakt

    Familiehuset Frederiksberg

    Peter Bangs Vej 26, 6. sal
    2000 Frederiksberg

    Telefon: 5094 0707

    Send sikker digital post til Familiehuset