Gå til hovedindhold

Betaling til Frederiksberg Kommune

Her kan du betale dine regninger til Frederiksberg Kommune eller tilmelde dine regninger til betalingsservice. For eksempel ejendomsbidrag, parkeringsafgift, daginstitution eller biblioteksgebyr. Du kan også se, om du har gæld til kommunen og oprette en afdragsordning. Du logger ind med dit MitID.

Indhold

    Betal (selvbetjeningsløsning)
    • Når du logger ind, bliver du ført til selvbetjeningsløsningen, hvor du kan betale regninger til kommunen.
    • Når du har betalt en regning, kan der gå op til to hverdage, før du kan se betalingen i systemet.
    • Hvis der kommer en blank side frem, når du er logget ind, kan det skyldes, at der på det tidspunkt ikke er nogle regninger, der er registreret.
    • For at betale en parkeringsafgift i 'Min betalingsoversigt', skal du være registreret som primær/juridisk ejer af bilen. Er du ikke primær ejer af bilen, kan du i stedet bruge læselinjen på talonen til betaling.

    Du kan betale dine regninger til os på flere måder: via selvbetjeningsløsningen "Betal" ovenfor, med MobilePay, via BetalingsID, PBS eller QR-kode.

    Hvis du møder op i Borgerservice for at få hjælp, så husk at bestille tid på forhånd. Bestil tid i Borgerservice.

    Du kan vælge at betale dine regninger til os på flere måder:

    • Min betalingsoversigt (den røde knap "Betal" på siden her)
    • Det betalings-ID, der er på din regning
    • Betalingsservice (PBS)
    • QR-koden på din regning
    • MobilePay

    Hvis du ikke er i stand til at betale dine regninger til os, er det oftest muligt at indgå en betalingsaftale med os. Du skal dog være opmærksom på, at selvom du har indgået en betalingsaftale med os, vil du stadig blive modregnet i dine ydelser fra os, staten og Udbetaling Danmark. På 'Min betalingsoversigt' kan du selv indgå afdragsordninger uden at involvere kommunen.

    Med Betalingsservice kan du tilmelde dine faste regninger til automatisk betaling. Så slipper du for at betale dine regninger manuelt, og du er sikker på, at dine regninger altid bliver betalt til tiden.

    Du skal dog være opmærksom på, at hvis du tilmelder dig efter den 15. i måneden, så træder aftalen først i kraft, når din regning fremgår af din betalingsoversigt - som regel 1,5 måned efter. Indtil da skal du betale dine regninger manuelt.

    Hvis du ikke betaler til tiden, vil du blive modregnet i dine udbetalinger fra os, staten og Udbetaling Danmark. Dette sker uanset, om du har indgået en frivillig aftale omkring afviklingen af det skyldige beløb, eller du har fået lavet en betalingsordning.

    På alle regninger og opkrævninger, du får fra os, står der, hvornår du senest skal betale din regning. Husk, det er dit eget ansvar at sikre, at du betaler til tiden.

    Skylder du penge, der vedrører daginstitution, SFO, klub eller efterregulering af disse, vil der ske en modregning i din fulde udbetaling af børne- og ungeydelsen.

    Hvis du stadig vælger ikke at betale det skyldige beløb, vil det blive sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, hvor yderligere omkostninger vil blive pålagt. Når dette er sket, kan vi ikke længere indgå en betalingsaftale med dig, og du skal i stedet kontakte Gældsstyrelsen.

    Først sender vi dig en regning med et betalingsID, som du skal benytte til betaling af kravet.

    • Hvis du ikke betaler kravet til tiden, udsender vi op til tre rykkerbreve. Hvis I er flere, der hæfter for kravet, forbeholder vi os ret til at rykke alle for den manglende betaling. Det kan for eksempel være tilfældet for betalinger til daginstitution og ejendomsskatter.
    • Hvis du betaler for sent (ikke betaler til tiden, eller overholder enten den fastsatte betalingsordning eller den betalingsaftale, du selv har indgået med os) sender vi automatisk en rykker om betaling. Denne rykker koster dig 250 kroner.
    • Hvis du fortsat ikke betaler til tiden, sender vi dig automatisk endnu en rykker om betaling. Denne rykker koster dig yderligere 250 kroner.
    • Hvis du hverken betaler rykkerbrevene eller overholder betalingsaftalen/betalingsordningen, sender vi uden yderligere varsel kravet til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Det betyder, at du kan risikere yderligere omkostninger i form af renter, gebyr og afgifter. Derudover kan du risikere at blive trukket i løn eller at pantefogeden i sidste ende foretager udlæg i dine aktiver.
    • Ved udvalgte krav, som for eksempel biblioteksgebyrer og parkeringsafgifter, kan Gældsstyrelsen foretage særlig lønindeholdelse. Det betyder, at Gældsstyrelsen til enhver tid vil trække dig 400 kroner i løn per måned – også selvom du for eksempel er på dagpenge, kontanthjælp eller SU.

    Det er dit eget ansvar at sikre, at alle indbetalinger sker til tiden. Hvis du ikke har modtaget din regning, er det stadig dit ansvar at sikre, at betalingen finder sted. Derfor vil et eventuelt rykkergebyr altid blive fastholdt.

    Der findes to typer rykkergebyrer:

    • Kommunale krav tillagt udpantningsret for eksempel til p-afgift eller til daginstitution: 250 kroner.
    • Kommunale krav der ikke er tillagt udpantningsret - for eksempel til erstatning af biblioteksmateriale: 100 kroner.

    Yderligere information

    Kontakt

    Opkrævningen

    Borgerservice, Frederiksberg Rådhus
    Smallegade 1, 1. sal
    2000 Frederiksberg

    Telefontid

    Mandag - fredag kl. 9-12

    Telefon: 3821 2121