Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 10. oktober 2024

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Hanne Illum, næstformand Carsten Nørballe, Alfred Grinderslev, Birgitte Franck, David M. Gerschwald, Henning C. Hansen, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen (deltog fra under punkt 6)

    Afbud:
    Jens Peter Nørgaard

    Ordstyrer:
    Næstformand Carsten Nørballe

    Referent:
    Sanne Ezi, Jura, Fælles Stabe


    1.    Godkendelse af dagsorden
    Beslutning
    Dagsordenen blev godkendt.

    2.    Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 19. september 2024
    Beslutning
    Blev taget til efterretning.

    3.    Høringer
    Der var ikke modtaget nye høringer siden mødet den 19. september 2024.

    4.    Borgermøde med tema ”Forebyggelse”
    Formanden foreslog, at Seniorrådet afholder borgermøde med temaet forebyggelse, idet både Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Seniorrådet har fokus på emnet. Det fremsendte forslag blev drøftet. Hvor det foreslås at afholde mødet ultimo november/ primo december 2024 med en form for paneldebat og at Jens Peter Nørgaard er tovholder med reference til formandskabet.

    Beslutning
    Det blev besluttet at holde borgermødet som nævnt ovenfor.

    5.    Besøget på Stedet - evaluering 
    Der var enighed om, at besøget på dagtilbuddet Stedet var en god oplevelse. Rådet mødte både borgere og personale og fik et meget positivt indtryk. Man mærkede glæde og varme, og borgerne var enige om, at Stedet gav dem livsværdi og var medvirkende til, at deres demenssygdom kunne tackles bedre. 

    Der var enighed om, at der bør være flere dagtilbud af samme karakter som Stedet. 

    6.    Mødedatoer 2025
    Formanden gjorde opmærksom på, at ikke alle mødedatoer er torsdage.

    Beslutning
    Mødeplanen for 2025 blev godkendt.

    7.    Seniordag
    Birgitte Franck foreslog, at Seniorrådet tager arrangementet Seniordag op på ny, fx på den internationale ældredag den 1. oktober, også set i lyset af at Seniorrådet ønsker synlighed og en Seniordag vil – efter hendes mening – give stor synlighed.

    Formanden gav en kort historisk gennemgang af tidligere seniordage, herunder at det er et meget dyrt arrangement og sidste gang rådet afholdt en seniordag, skrev hun og Birgitte Franck en evaluering til det daværende Ældreråd, som på den baggrund besluttede, at rådet ikke længere ønskede at bruge hverken budget eller ressourcer på en seniordag.

    Formanden finder, at Seniorrådet opnår mest synlighed ved borgermøderne, der i år vil være afholdt 4 gange.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at Seniorrådet ikke ønsker at genoptage arrangementet Seniordag, men hvis kommunen ønsker at arrangere en seniordag, stiller Seniorrådet gerne op med viden og arbejdskraft.

    8.    Orientering fra formand og medlemmer
    Formanden oplyste, at hun har talt med direktør Pia Gjellerup fra Center for offentlig innovation, som meget gerne vil komme med et oplæg til et seniorrådsmøde til en drøftelse om en fremtidssikret ældrepleje. Det er aftalt, at Pia Gjellerup deltager i Seniorrådets møde den 14. januar 2025.

    Formanden bad om, at man ikke ændrer i emnefeltet på mails, da overskriften bruges til fremsøgning af mails om samme emne og huske at sætte formandskabet på cc, når der sendes mails til sekretariatet.

    Formanden oplyste, at hun igen har talt med Sine Heltberg vedrørende flytning af beboerne fra Nimbus tilbage på Ingeborggården. Sine Heltberg holder møde med de pårørende i dag (10. oktober), hvor hun blandt andet vil orientere om, at der vil blive gjort alt for, at flytningen bliver så gnidningsløs for alle og der vil blive mulighed for at besøge Ingeborggården før flytningen. 

    Pernille Rothaus Sørensen oplyste, at hun - fra sit virke som forstander - har erfaret, at de pårørende, som regel er nervøse for, at flytning fra en bolig til en anden ofte indebærer en stor arbejdsbyrde for de pårørende, derfor er det vigtigt, at kommunen melder klart ud, at denne flytning ikke vil skabe arbejde for dem. Det vil bringe ro og desuden er det vigtigt at tage billeder af beboernes nuværende bolig, så den kommende bolig bliver så identisk som muligt.

    Formanden fortalte, at man i Danske Ældreråds nyhedsbrev kan se, at de inviterer til sundhedspolitisk konference onsdag den 27.  november 2024 på Vingsted Hotel & Konferencecenter.

    Hvis medlemmerne ikke allerede har abonnement på Danske Ældreråds Nyhedsbrev, så kan man tilmelde sig nyhedsbrevet her Nyhedsbreve - Danske Ældreråd (danske-aeldreraad.dk)

    Formanden meddelte, at hun har besigtiget 4 store og med overskabe, som kommunen stiller til rådighed for Seniorrådet som erstatning for lokalet på 4. sal og hun har godkendt disse. Hun vil i uge 43 rydde op i Seniorrådets nuværende lokale 4.058, så hvis man har ting i lokalet, som ikke skal smides ud, så skal disse ting markers, så de kan flyttes ned i skabet.

    Birgitte Franck ønsker en hylde i skabet med navn på. Alle får udleveret nøgle til skabene.

    Formanden orienterede om, at rådet har fået en henvendelse fra WeShelter - som er en organisation, der arbejder for at bekæmpe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel - om Seniorrådet kan være behjælpelige med at dele budskabet om, at de mangler frivillige og fordi WeShelter mener, at der blandt de +60-årige kan være mange gode potentielle frivillige. 

    Formanden spurgte, om rådet er enige i, at Seniorrådet anbefaler WeShelter at henvende sig til fx Røde Kors og Ældre Sagen.

    Beslutning
    Der var enighed om svaret til WeShelter.

    Formanden orienterede om, at mødet med Valgkontoret om Seniorrådets ønskede ændring af vedtægt vedrørende valg til Seniorrådet var aflyst, idet det er aftalt, at Seniorrådets referat af mødet den 15. august 2024 – som har alle detaljerne – danner baggrund for indstillingen til kommunalbestyrelsen.
     
    Formanden oplyste, at regeringen – som tidligere orienteret om - vil reducere med 1.000 årsværk i den statslige administration, bl.a. ved at fjerne tilskud til mange NGO’er og videns-institutioner. Det betyder, at støtten til Danske Ældreråd fjernes. Dette møder massiv kritik, herunder bl.a. fra KL, VIVE, Ældre Sagen og de lokale ældre- og seniorråd.

    Formanden meddelte, at Seniorrådets 7-by-møde afholdes den 22. maj 2025. Der arbejdets med et program for mødet, men tidspunktet bliver formentlig fra kl. 9 til kl. 20. Alle medlemmer af Frederiksberg Seniorråd deltager og 5 repræsentanter fra de øvrige 6 råd. Desuden inviteres Danske Ældreråds formand Inge Møller Nielsen og direktør Trine Toftgaard Lund.

    Henning C. Hansen oplyste, at det er glædeligt, at der i kommunens budget for 2025 afsættes 0,2 mio. kr. i 2025 og 0,1 mio. kr. i 2026 til indgåelse af et samarbejde - i en prøveperiode på to år - med platformen Socialkompas.dk, så det bliver nemmere for kommunens borgere at navigere i kommunens udbud af hjælp og sociale og kulturelle aktiviteter og tilbud.

    Henning C. Hansen fortalte, at den sociale fællesskabsdag den 27. september 2024 var en god dag med mange glade mennesker, som var spørgelystne. Arrangementet havde vel en snert af en seniordag. Han havde siddet i boden på vegne af primært Ældre Sagen, men også for Seniorrådet. Dog med hjælp fra Carsten Nørballe noget af tiden. Ved fællesskabsdag i 2025 bør rådet prioritere, at der kommer en repræsentant fra Seniorrådet.  

    9.    Meddelelser fra Boligudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at udvalgets møde den 1. oktober 2024 blev holdt på Diakonissestiftelsens seniorbofælleskab med forperson for seniorbofællesskabet Jette Bøgh og Lis Ganzhorn, som er beboere i seniorbofælleskabet. Birgitte Franck har sendt referat af mødet til alle medlemmer af Seniorrådet.

    10.    Meddelelser fra Trafikudvalget
    Maria Jensen - medlem af udvalget - oplyste, at udvalgets medlemmer er stærkt utilfredse med de nye buslæskures bænke. De er udfærdiget i ubehandlet træ og desuden kommer der regnvand ind i læskurene og på bænkene, hvilket betyder at de tit og ofte er drivvåde, så man ikke kan sidde på dem uden at blive våd.
      
    Der var en drøftelse af uhensigtsmæssighederne med de nye læskure, herunder blandt andet at sæderne sidder for højt, så rigtig mange ikke kan nå jorden, at selve læskurets glassider ikke er sammensvejset, så der kommer regnvand ind. Udvalget blev bedt om at gå videre med dette. Både Birgitte Franck og Maria Jensen oplyste, at der er holdt møde og skrevet referat om disse problemer, men uden held. 

    Alfred Grinderslev oplyste, at Trafikudvalget også bør tage fat på, hvordan moviabusserne kører. De kører i ryk og med høj fart – begge med stor fare for ældre mennesker, som ikke har kræfterne til at holde/stå fast og ej heller har tid til at sætte sig ned, før bussen allerede er i fart.

    Birgitte Franck vil endnu en gang tage buskørslen op med Movia og læskurene med kommunen. 

    11.    Næste ordinære møde er torsdag den 14. november 2024 kl. 11.00 – 13.00
    Blev taget til efterretning.

    12.    Eventuelt
    Næstformanden foreslog, at der kommer gang i temadrøftelserne og bad medlemmerne om at tænke på emner/temaer til de fremtidige møder i rådet. Han oplyste, at på rådets næste møde den 14. november 2024 vil han og Jens Peter Nørgaard kommer med oplæg til drøftelse af forebyggelse.

    Mødet sluttede kl. 12:12