Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 20. februar 2025

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Hanne Illum, næstformand Carsten Nørballe, Alfred Grinderslev, Birgitte Franck (kom under punkt 6), David M. Gerschwald (fra og med punkt 4), Henning C. Hansen, Jens Peter Nørgaard, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen

    Afbud:
    Ingen

    Ordstyrer:
    Næstformand Carsten Nørballe

    Referent:
    Sanne Ezi, Jura, Fælles Stabe

    1. Godkendelse af dagsorden
    Formanden gjorde opmærksom på mail fra Birgitte Franck med forslag til flere punkter.

    Beslutning
    Dagsordenen blev godkendt uden tilføjelse af flere punkter.

    2. Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 14. januar 2025
    Beslutning
    Blev taget til efterretning.

    3. Høringer
    a) Der er sendt udkast til høringssvar til: Forslag til Kommuneplan 2025 – Det gode liv i den grønne, blandede by

    Udkast til Seniorrådets høringssvar, som er udarbejdet i samarbejde med Ældre Sagen Frederiksberg - var sendt ud inden mødet. Høringssvaret blev drøftet, herunder samarbejdet med Ældre Sagen Frederiksberg om høringssvaret.

    Beslutning
    Høringssvaret blev godkendt. Der var enighed om at samarbejde med Ældre Sagen Frederiksberg, når det giver mening for begge parter.

    Birgitte Franck var ikke til stede under punktets behandling, men ønskede efterfølgende taget til referat, at hun kunne godkende høringssvaret, men ikke kunne acceptere samarbejdet med Ældre Sagen Frederiksberg.

    b) Der var sendt høringssvar på: Forslag til Lokalplanforslag for bolig og grønt område Fuglebakkevej 94-109

    Beslutning
    Taget til efterretning.

    c) Og på: Kvalitetsstandarder 2025 for sundhed, pleje, træning og omsorg

    Beslutning
    Taget til efterretning.

    4. Skabelon for Seniorrådets borgermøder mv.
    Jens Peter Nørgaard gennemgik kort grundlag for borgermøder, som skal bruges i den videre drøftelse med forvaltningen.

    Beslutning
    Der var tilslutning til at gå videre med oplægget fra Jens Peter Nørgaard.

    5. Borgermøde om den kommende folkesundhedslov / det forebyggende arbejde – fælles med Ældre- og Omsorgsudvalget med flere
    Formanden meddelte, at borgermødet holdes den 24. april 2025 i FOA SOSU’s mødesal, Godthåbsvej 15, Frederiksberg.

    Programmet skal i næste uge drøftes med forvaltningen, som også står for at invitere de organisationer, som skal inviteres til at være medarrangør af borgermødet.

    Beslutning
    Ovenstående blev taget til efterretning.  

    6. Frivillighedsforum – input til fremtidig struktur
    Forslag til nytænkning af Frivillighedsforum blev drøftet, herunder de tre modeller nævnt i Frivillighedsforums referat fra mødet den 25. september 2025.

    Henning C. Hansen oplyste, at han havde rykket for etablering af Socialkompas på Frederiksberg og han oplyste, at implementeringen af Socialkompas drøftes på mødet den 27. februar 2025.

    Beslutning
    Seniorrådet er mest stemt for en blanding af modellerne fra Ballerup og Svendborg og gav Henning C. Hansen bemyndigelse på baggrund af debatten.

    7. 7-By-mødet 22. maj 2025
    Formanden orienterede om status på arbejdet med besøget og gennemgik programmet for dagen.

    Beslutning
    Orienteringen blev taget til efterretning.

    8. Evaluering af besøget på OK-Fonden Lotte
    Besøget på Lotte havde indflytning, personaleressourcer, faglighed og ”den sidste tid” som fokuspunkter. Der er planlagt et pårørendearrangement om ”den sidste tid” i nær fremtid, som rådet blev inviteret med til.

    9. Orientering fra formand og medlemmer
    Formanden
    bad om stillingtagen til, hvor mange fra rådet, der skulle deltage i Danske Ældreråds repræsentantskabsmøde den 12. og 13. maj 2025. Frederiksberg har 3 stemmer.

    Beslutning
    Det blev besluttet at sende formandskabet til repræsentantskabsmødet med en stemmefuldmagt fra Pernille Rothaus Sørensen.

    Formanden oplyste, at alle har modtaget en invitation til Health & Rehab den 4.-6. marts 2025 i Bella Center Copenhagen Det er en messe for hjælpemidler og velfærdsteknologi. Deltagelse er gratis, der er dog tilmelding.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at transporten er for egen regning, og man selv skal tilmelde sig.

    Formanden orienterede om, at Ældre- og Omsorgsudvalget på møde den 3. februar 2025 havde besluttet, at der skal nedsættes et måltidspanel som gennem besøg på kommunens plejecentre skal vurdere måltider og måltidsoplevelser med henblik på at indsamle erfaringer og anbefalinger til udvikling af måltider og oplevelser. Seniorrådet får to pladser i måltidspa-nelet. Seniorrådet er endnu ikke inviteret, men formanden spurgte, om der var medlemmer, som var interesseret i at sidde i panelet.

    Følgende er interesseret: Alfred Grinderslev, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen.

    Beslutning
    Det blev besluttet at afvente invitationen fra forvaltningen og herefter vælge Seniorrådets repræsentanter.

    Formanden meddelte, at formandskabet – på invitation fra 1. viceborgmester, rådmand Lone Loklindt – havde været til møde hos Det Radikale Venstre for at fortælle om Seniorrådets tanker om ældrepolitik. Det havde været et godt møde med en god debat.

    Beslutning
    Blev taget til efterretning.

    Formanden informerede om en samtale med en forsker fra en forskergruppe under RUC, der i samarbejde med Frederiksberg og Guldborgsund kommuner skal undersøge, hvordan man kan styrke forholdene for pårørende til ældre, der modtager hjemmepleje eller bor på plejehjem.

    Alfred Grinderslev henviste til to artikler i FrederiksbergLIV, hvoraf det fremgik, at Det Konservative Folkeparti har foreslået, at Frederiksberg Kommune køber Den Gule Villa og omdanner den til et kommunalt foreningshus. Alfred Grinderslev fandt ikke, at Den Gule Villa er egnet til formålet som foreningshus. Tankerne om et foreningshus i Hospitalshaven bør fastholdes.

    Rådet var enige.

    Jens Peter Nørgaard meddelte, at det den 11. februar 2025 blev besluttet at nedlægge Regionsældrerådet Hovedstaden i 2025. Dog opretholdes Forretningsudvalget til udgangen af 2025.

    Birgitte Franck ønsker, at Seniorrådets høringssvar bliver et punkt på det kommende møde.

    Der var en kort drøftelse af den vedtagne procedure for høringssvar, og Birgitte Franck tog dette til efterretning.

    Birgitte Franck ønskede, at Seniorrådet fokuserede mere på demensproblematikken og inviterede en ekspert til at informere om knogleskørhed på et rådsmøde, så medlemmerne kan blive klogere på emnet. Sidstnævnte blev besluttet af det forrige Ældreråd. Forslagene blev kort drøftet.

    Beslutning
    Der var enighed om, at Seniorrådet som råd ikke skal undervises i enkelt sygdomme, men have fokus på folkesundhed og forebyggelse generelt.

    Pernille Rothaus Sørensen spurgte formandskabet, om der var nyt om undersøgelsen af forråelse i hjemmeplejen.

    Formanden vil tage forespørgslen videre til Sundheds- og Omsorgschef Nicolai Kjems og vende tilbage. 

    10. Meddelelser fra Boligudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at Boligudvalget efter Seniorrådets møde i dag skal mødes med Lone Birgitte Hansen, som er ny medarbejder vedrørende sociale tiltag. Boligudvalget har på forhånd stillet en række spørgsmål. 

    11. Meddelelser fra Trafikudvalget
    Birgitte Franck oplyste, at projektleder Sara Lise Jeppesen gerne kommer og orienterer om Frederiksberg Kommunes Mobilitetspolitik. Det er efterfølgende aftalt, at Sara Lise Jeppesen deltager på Seniorrådets møde den 25. marts 2025.

    Birgitte Franck orienterede om, at Trafikudvalget har sat fokus på de 3 nye servicebusser og peget på en række problemer, som flere brugere peger på. Udvalget har også bedt om mere konsekvens for at gruse og fjerne sne.

    Der var herefter en drøftelse af servicebusserne, herunder

    • brugen af slisken i busserne
    • indretningen i de nye busser
    • antal passagerer, som afhænger af tidspunktet på dagen. Birgitte Franck tilføjede, at hun har fået oplyst, at der skulle være sat tælleapparater op i busserne, så man kan få et reelt overblik over antal af passagerer.

    Alfred Grinderslev oplyste, at han havde talt med medarbejderen, der står for Frederiksberg-busserne, og orienterede kort om valget af Movia til de nye busser og nævnte, at Seniorrådet ved en fejl ikke er blev hørt om udskiftningen. Det er også en fejl, at Seniorrådet ikke er repræsenteret i Movias tilgængelighedsgruppe. Birgitte Franck har derfor fået et nummer, hun skal ringe til, så Seniorrådet kan blive repræsenteret i gruppen.

    12. Næste ordinære møde er tirsdag den 25. marts 2025 kl. 10.30 – 12.30
    Formanden bad medlemmerne om at bemærke, at næste møde i Seniorrådet er en tirsdag og at mødet starter kl. 10.30.

    Der er afbud fra Pernille Rothaus Sørensen til dette møde.

    13. Eventuelt
    Formanden gennemgik kort de førstkommende møder i Seniorrådets mødekalender.

    Formandskabet gjorde opmærksom på proceduren, når rådets medlemmer underskriver sig med ”medlem af Seniorrådet” i læserbreve mv.

    Mødet sluttede kl. 12.19