Gå til hovedindhold

Ældrerådets møde den 19. januar 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Formand Claus Kortzau, næstformand Hanne Illum, Alfred Grinderslev, Birgitte Franck, David M. Gerschwald, Henning C. Hansen, Hugo Vandet, Pernille Rothaus Sørensen og Peter Frahm

    Afbud:
    Ingen.

    David M. Gerschwald deltog fra punkt 1 på dagsordenen og deltog ikke under indlæg fra Nicolai Kjems. Pernille Rothaus Sørensen deltog til og med punkt 10.

    Ordstyrer:
    Næstformand Hanne Illum

    Referent:
    Sanne Ezi, Sekretariatet, Nævn, Råd og GDPR


    Social- og Omsorgschef Nicolai Kjems takkede for invitationen. Han fortalte om tankerne omkring plejecenter, plejeboliger og Døgnrehabilitering på hospitalsgrunden, hvilke kriterier der er for visitation til ældreboliger, standarden på ældreboliger og plejeboliger og sluttede af med tak for sidst, hvor Ældrerådet besøgte Lindehaven og Akaciegården og han havde en hilsen med fra ledelse og de medarbejdere, Ældrerådet mødte under besøgene. Det er aftalt med formandskabet, at der starter en ny besøgsrunde i april, hvor det nye Seniorråd er tiltrådt, og at det bliver samtlige enheder, besøgsrunderne vil omhandle, dvs. også Sundhedscentret, Hjemmeplejen m.fl. 

    Undervejs var der spørgsmål og svar. Ældrerådet takkede Nikolaj Kjems for en fyldig orientering og med håbet om, at Nikolaj Kjems vil besøge rådet igen til flere drøftelser af denne art, hvilket Nicolai Kjems takkede ja til.

    1.    Godkendelse af dagsorden
    Birgitte Franck ønskede PIXI-bogen gennemlæst punkt for punkt på mødet.

    Det blev oplyst, at PIXI-håndbogen var sendt ud med meddelelse om, at der ikke var tid på mødet til at gennemgå hvert enkelt punkt, og meningen var dermed, at medlemmerne skulle komme med bemærkninger, ændringer og forslag til tilføjelser på mødet.

    Beslutning
    Dagsordenen blev godkendt. 

    2.    Godkendelse af referat fra Ældrerådets møde den 15. december 2022

    Beslutning

    Referatet blev godkendt.

    3.    Orientering fra 

    • Formanden, herunder vedrørende samarbejdet med Ældre Sagen, Regionsældrerådet, Danske Ældreråd og øvrige
      Formanden fandt besøg på plejehjem, som det Ældrerådet havde været på Akaciegården og Lindehaven – og som han håbede, at det kommende Seniorråd vil fortsætte med – særdeles vigtige, da det giver klarhed over, hvilke problemer der er. 

      Desuden opfordrede han til, at man sætter fokus på kerneområderne og at man sonderer mulighederne for frivillighed på plejehjem, herunder hvad personalet - på de enkelte plejehjem - siger til det.

      Formanden meddelte, at han – sammen med flere andre fra Ældrerådet – deltog i borgermøde om cyklisters sikkerhed på Frederiksberg i går på Frederiksberg Rådhus. Det var et utroligt godt borgermøde og det er godt, at der kommer fokus på trængsel på cykelstierne, herunder den fart nogle af dem på cykelstierne har og han ser frem til, at arbejdet med separation af trafikanterne på cykelstierne til vejbanen sættes i gang. 

      Vedrørende Regionsældrerådet 
      Peter Frahm oplyste, at det årlige repræsentantskabsmøde i Regionsældrerådet er den 3. februar 2023, hvor han deltager. Peter Frahm tilføjede, at der ingen ændringer er i økonomien og ej heller noget kontroversielt på dagsordenen.
       
    • Medlemmerne
      Birgitte Franck meddelte, at Hjælpemiddelcenteret er vendt tilbage med et svar på Ældrerådets henvendelse vedrørende, at Hjælpemiddelcentret ikke længere deltager med en medarbejder i Høreforeningens 3 årlige møder, hvor borgerne kunne få hjælp af Hjælpemiddelcentret på disse møder og samtidig møde andre borgere med lignende problemstillinger, så borgerne kunne spejle sig i hinanden. Birgitte Franck vil drøftet svaret med Høreforeningen Frederiksberg og eventuelt gå videre med sagen.

      Beslutning
      Ældrerådet var enige heri.

      Birgitte Franck oplyste, at Valgbestyrelsen vedrørende valg til Seniorrådet havde fået oplyst, at der var ca. 22.000 ældre på Frederiksberg, men der er nu kommet nye tal, der viser, at ældrebefolkningen på Frederiksberg er vokset til 23.220, hvoraf de fleste er kvinder (kvinder 13.427 / mænd 9.793).

      Birgitte Franck oplyste, at hun har et læserbrev i FrederiksbergLIV i denne uge om læsning af aviser på Hovedbiblioteket, idet hun ikke længere anser faciliteterne for særlig ældrevenlige, men måske kan de blive det igen for få midler. Der er mange ældre, der kommer for socialt samvær over avisen.

      Pernille Rothaus Sørensen tilføjede, at hun tillige har fået henvendelser fra ældre borgere, som siger, at det sociale element for ældre er forsvundet fra Hovedbiblioteket.

      Beslutning
      Det blev besluttet, at punktet sætte på rådets næste møde og at Birgitte Franck kommer med et oplæg til henvendelse til Hovedbiblioteket til drøftelse.

    4.    Meddelelser fra udvalgene

    • Boligudvalget
      Pernille Rothaus Sørensen oplyste, at social- og omsorgschef Nicolai Kjems i dag har svaret på en del af Boligudvalgets spørgsmål og at hun forventer, at Boligudvalget får svar på resten af spørgsmålene på mødet med en medarbejder fra By, Kultur og Miljøområdet, som i dag er aftalt til den 30. januar 2023 kl. 11:45-12:45.
       
    • Trafikudvalget
      Alfred Grinderslev oplyste, at der intet nyt var fra Trafikudvalget.

      Birgitte Franck oplyste, at der på borgermødet i går – omtalt af Claus Kortzau under punkt 3 – om cyklisters sikkerhed på Frederiksberg, var stor fokus på børn som cyklister. Hun kunne tænke sig, at der kom et tilsvarende møde, hvor der var fokus på ældre, herunder ældre cyklister og ældre fodgængere. 

      Henning C. Hansen foreslog, at Trafikudvalget skriver til forvaltningen, at Trafikudvalget deltog i borgermødet og fandt emnet spændende, men da der var stor fokus på børnene, kunne Ældrerådet godt tænke sig et tilsvarende møde, hvor der er fokus på ældre og ældres tryghed i trafikken.

      Beslutning
      Det blev besluttet, at Henning C. Hansen på vegne af Trafikudvalget skriver til forvaltningen som nævnt ovenfor.

    5.    Høringer

    • Høring vedrørende udbud af madservice
      Ældrerådet modtog høringen den 17. januar 2023. Der er deadline for høringssvar den 3. februar 2023. 

      Beslutning
      Det blev besluttet, at Birgitte Franck skriver udkast til høringssvar, der godkendes pr. mail af Ældrerådets medlemmer.

    6.    Ældre- og Værdighedspolitik
    Hanne Illum oplyste, at Ældre- og Omsorgsudvalget holder et borgermøde i høringsprocessen vedrørende den nye Ældre- og Værdighedspolitik 2023-2026. Ældrerådet, Ældre Sagen Frederiksberg og Handicaprådet er medarrangør af borgermødet.

    Hanne Illum opfordrede Ældrerådets medlemmer til at deltage. De opgaver, vi eventuelt får, vil være meget begrænsede.

    Efter Ældrerådets møde:
    Ældrerådet har nu modtaget høring vedrørende Ældre- og Værdighedspolitikken, hvor der er deadline for høringssvar den 13. februar 2023 kl. 10:00.

    Desuden er det oplyst, at borgermødet holdes den 7. februar 2023 kl. 14-16 på Lindehavens Plejecenter, Betty Nansens Allé 22, Frederiksberg og at der er tilmelding til arrangementet. Tilmeldingsfrist er den 7. februar 2023 kl. 14.

    Tilmelding kan ske via dette link Borgermøde om ny Ældre- og Værdighedspolitik | SSA, Frederiksberg Kommune (nemtilmeld.dk)

    7.    Valg til Seniorrådet 2023
    Hanne Illum oplyste, at 

    • der vedrørende opstilling som kandidat var annonce i FrederiksbergLIV den 11. januar 2023
    • Frederiksberg Kommune har sendt pressemeddelelse ud, som FrederiksbergLIV har valgt at optage i denne uges avis af 18. januar 2023 på side 12
    • kandidatanmeldelsen skal afleveres i Frederiksberg Kommunes Borgerservicecenter senest den 27. januar 2023 kl. 13
    • brevstemmematerialet udsendes, så der kan brevstemmes og stemmes digitalt fra og med den 14. februar 2023
    • der – når der kan stemmes – vil komme endnu en annonce i FrederiksbergLIV om at borgere 60+ kan stemme i perioden 14. februar – 7. marts, at brevstemmemateriale sendes pr. post eller med digital post til alle borgere, der er flydt 60 år senest den 7. marts 2023 og med information om præsentation af kandidater på Frederiksberg Rådhus den 28. februar 2023 kl. 14-16.

    Der var herefter en drøftelse af valget, herunder en række spørgsmål fra David M. Gerschwald, der blev besvaret af Ældrerådets valgbestyrelse.

    8.    PIXI-Håndbog – introduktion til arbejdet i Seniorrådet af Hanne Illum
    1. udkast var vedlagt dagsordenen. 

    Udkastet blev drøftet.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at Hanne Illum tilretter 1. udkast efter drøftelsen og at PIXI-håndbogen herefter oversendes til forvaltningen til verificering.

    9.    Kommunens budget 2024
    Hanne Illum har opdateret listen over ønsker til budgettet fra 2023, der kunne videreføres. Hun opfordrede Ældrerådets medlemmer til løbende at komme med forslag til budgetønsker for 2024. 

    10.    Demens-og Sundhedspolitik i kommunen
    Hugo Vandet oplyste, at han lige pt. ingen oplysninger har til punktet, men at det er vigtigt, at punktet forsætter som et fast punkt på dagsordenen.

    Pernille Rothaus Sørensen spurgte, om formandskabet – på et af deres faste møder med social- og omsorgschef Nicolai Kjems – vil spørge, hvor meget den nye affaldssortering vil belaste plejehjemmenes arbejdsgange, for det er jo ikke blot køkkenerne, men også alle boligerne, der skal affaldssortere.

    Beslutning
    Hanne Illum tilkendegav, at hun vil tage det med på deres næste møde.
     
    Birgitte Franck oplyste, at hun havde læst om en ny demensmedicin, der kan udsætte demensprocessen lidt og at der lige nu foregår undersøgelse af bivirkningerne. Alfred Grinderslev oplyste, at pt. er medicinen godkendt i USA, men ikke i Danmark.

    11.    Velfærdsteknologi
    Birgitte Franck mente, at Ældrerådet – måske med noget samspil fra medarbejdere i kommunen – skal fokusere på, hvor nye teknologier kan erstatte den arbejdskraft, der mangler og som vi alle ved, kommer til at mangle endnu mere i fremtiden. Det er allerede muligt at have samtaler med lægen over Internettet og fx kan hendes ur måle blodtryk, hjerterytme og lignende. Birgitte Franck syntes, at Ældrerådet skal være OBS på velfærdsteknologi og være forgangsfolk for velfærdsteknologi.

    Hugo Vandet tilføjede, at han de sidste 25 år i Ældrerådets regi har arbejdet med velfærdsteknologi på ældreområdet, herunder at der er oprettet laboratorium på Flintholm til gennemprøvning af velfærdsteknologier. Velfærdsteknologien er også taget med i Ældrerådets forslag til et demensplejehjem på hospitalsgrunden. 

    Beslutning
    Det blev besluttet at have fokus på, at der en positiv side af velfærdsteknologien.

    12.    Spørgsmål fra Birgitte Franck
    Birgitte Franck oplyste, at hun er bekendt med, at politiet har holdt et arrangement for fodgængere i Brønshøj og spurgte, om det ikke kunne have interesse at holde et tilsvarende møde på Frederiksberg.

    Henning C. Hansen svarede, at det jo var besluttet under punkt 4 ”Trafikudvalget”, at Trafikudvalget skriver til forvaltningen vedrørende ældres tryghed i trafikken og forslog, at Ældrerådet afventer svar på dette.

    Beslutning
    Det blev besluttet, at afvente svar fra forvaltningen, jf. ovenfor.

    Birgitte Franck spurgte, hvordan Ældrerådet får reklameret for arrangementet om seniorbofælleskabet den 2. februar 2022 kl. 17-20 i Kedelhallen. 

    Hanne Illum svarede, at det er et kommunalt arrangement, og Ældrerådet har sat det på sin hjemmeside.

    Birgitte Franck oplyste, at der lige nu er tilmeldt 188 til mødet om seniorbofællesskaber. Ældrerådets medlemmer tilkendegav, at det er flot. Der kan være 400 i Kedelhallen.

    13.    Rådets økonomi 2022 (afsluttet regnskab) og 2023
    Hanne Illum gav en fyldig orientering om

    • regnskabet for 2022, herunder at Ældrerådet giver 17.648 kr. tilbage til kassen
    • budget for 2023, hvor Ældrerådet får i alt 195.033 kr. 119.967 kr. til drift og 75.066 kr. til mødediæter.
    • budget for 2023 med prognose for forbrug.

    Ovenstående blev taget til efterretning.

    14.    Ældrerådets årsplan og mødekalender for 2023

    • Kurser og seminarer 2023
      Årsplan og mødekalenderen blev taget til efterretning.

      Birgitte Franck oplyste, at hun er blevet kontaktet af en person, som gerne ville komme og fortælle Ældrerådet om knogleskørhed. Birgitte Franck mente, at Ældrerådet skal sætte fokus på denne sygdom, da det har vist sig, at rigtig mange borgere går rundt med knogleskørhed uden at vide det.

      Beslutning
      Det blev besluttet, at sætte punktet på årsplanen, så det nye Seniorråd kan afgøre, om de vil arbejde videre med emnet.

    15.    Næste møde er torsdag den 23. februar 2023 kl. 11.00 – 13.00
    Blev taget til efterretning.

    16.    Eventuelt
    Birgitte Franck rykkede på ny for svar på spørgsmål, om Ældrerådet kan få 5 minutters taletid på fremtidige velkomstmøder for nye borgere. Sekretæren oplyste, at hun har rykket forvaltningen for svar og at hun er sikker på, at der vil foreligge et svar i god tid inden velkomstmødet den 19. april 2023. 

    Mødet sluttede kl. 13:25