Gå til hovedindhold

Seniorrådets møde den 1. juni 2023

Referat

Indhold

    Deltagere:
    Hanne Illum (formand) Carsten Nørballe (næstformand), Alfred Grinderslev, Birgitte Franck, Henning C. Hansen, Jens Peter Nørgaard, Maria Jensen og Pernille Rothaus Sørensen

    Afbud:
    Bodil Hebeltoft.

    Ordstyrer:
    næstformand Carsten Nørballe

    Referent:
    Sanne Ezi, Sekretariatet, Nævn og Råd

    1. Godkendelse af dagsorden
      Beslutning
      Dagsordenen blev godkendt.


    2. Det godkendte referat fra Seniorrådets møde den 20. april 2023
      Beslutning
      Blev taget til efterretning.


    3. Høringer
    • Høring Kommuneplantillæg 4: Grøn omstilling– frist 16. juni 2023
      Høringsudkast udarbejdet af Carsten Nørballe og Birgitte Franck var fremsendt pr. mail til medlemmerne.

    • Høring Kommuneplantillæg 5: Udbygning af den blandede by – frist 16. juni 2023
      Høringsudkast udarbejdet af Carsten Nørballe og Birgitte Franck var fremsendt pr. mail til medlemmerne.

      Alfred Grinderslev havde bemærkninger til høringssvaret om den blandede by. Carsten Nørballe og Birgitte Franck svarede.

      Der var ikke yderlige bemærkninger til høringssvarene.

      Birgitte Franck oplyste, at hun er udfordret af, at medlemmerne kan godkende høringssvar, referater og lignende ved passivitet, idet hun så ikke ved, om medlemmerne har læst det fremsendte. Dette blev kort drøftet.

      Beslutning
      Det blev besluttet, at ovennævnte 2 høringssvar godkendtes og det henstilles, at medlemmerne fremover tilkendegiver, at man har set/læst det fremsendte.

    • Alfred Grinderslev spurgte til høring om mobilitetspolitik. Sekretæren oplyste, at høringen først blev modtaget den 30. maj 2023 – efter udsendelse af dagsordenen – og derfor ikke fremgår af dagsordenen.

      Formandskabet foreslog, at mødet den 15. juni 2023 holdes som et temamøde, hvor høringen om mobilitetspolitikken behandles og hvor formandskabet efter temamødet sammenfatter Seniorrådets høringssvar, der efterfølgende sendes til rådet til endelig godkendelse.

      Desuden kan punkter, der ikke kan vente til augustmødet, behandles. Mødet holdes uden sekretær.

      Beslutning
      Det blev besluttet, at mødet den 15. juni 2023 ændres til et temamøde om høringen vedrørende mobilitetspolitikken og uden sekretær. Desuden kan få andre uopsættelige punkter sættes på dagsordenen.

    1. Kommunens budget 2024
      Der er deadline for rådets budgetønsker den 18. august 2023.

      Deadline for rådenes bemærkninger til det generelle budgetmateriale er den 1. september 2023 klokken 12.

      Desuden har sekretæren fremsendt Frederiksberg Kommunes budgetforbedringsidékatalog 2023 til Seniorrådets medlemmer.

      Pernille Rothaus Sørensen foreslog budgetønske om, at der ansættes sociale medarbejdere i ældreboliger på lige fod med de almene boliger.

      Henning Carl Hansen foreslog, at Seniorrådet udtrykker deres bekymring om forslagene ”Reduktion af §79 midler til klubber og foreninger på ældreområdet” og ”Reduktion af §18-puljen til frivilligt socialt arbejde”. Birgitte Franck var helt enig. De vil sammen skrive et par linjer til Seniorrådets budgetbemærkninger.

      Carsten Nørballe foreslog, Alfred Grinderslev at se på budgetforbedringsidékataloget, da han har de bedste kompetencer. Alfred Grinderslev vil se på emner inden for Ældre- og Omsorgsområdet og Sundhedsområdet. Budgetbemærkningerne sættes på mødet den 15. juni 2023.

      Birgitte Franck foreslog budgetønske om, at der etableres tryghedsboliger som i København. København har på nuværende tidspunkt 16 pladser, men udvider nu til 20 pladser.

      Hanne Illum oplyste, at Seniorrådet tillige skal gennemgå budgetønskelisten og beslutte, om alle forslag skal på eller om Seniorrådet skal have mere fokus på lidt men godt.

      Sekretæren oplyste, at Seniorrådet kan dele deres forslag og ønsker op, idet alle ønskerne ikke nødvendigvis skal fremgå af listen til det årlige møde med borgmesteren og direktionen, men Seniorrådet tillige kan komme med deres bemærkninger direkte til kommunalbestyrelsen, hvor bemærkningerne så vil blive taget med til kommunalbestyrelsens budgetkonference.

      Beslutning
      Ovenstående tages med som Seniorrådets ønsker og bemærkninger til budgetforslag 2024 enten via budgetmødet med borgmesteren og direktionen eller via bemærkninger til kommunalbestyrelsens budgetkonference.

      Budgetforslag 2024 sættes på temamødet den 15. juni 2023.


    2. Orientering fra formanden
      Formanden oplyste, at program med oplægsholdere til Seniorrådets intro-dag den 22. august 2023 er ved at være på plads. Sekretæren tilføjede, at hun har udfordringer med et lokale på rådhuset, men at hun har et forsøg mere, der skal tjekkes. Formanden tilføjede, at hvis alt held er ude, så må lokalet findes i nærområdet.

      Formanden oplyste, at den udsendte information om, at Ældre Sagen Frederiksberg har nedlagt den ældrepolitiske Arbejdsgruppe og Ældrepolitisk Debatforum med omgående virkning, ikke er korrekt, men derimod har gruppens medlemmer trukket sig og der arbejdes på en løsning. Dog er det planlagte møde i Debatforum den 12. juni 2023 med byrumsdirektør Ulrik Winge aflyst.

      Formandskabet oplyste, at medlemmerne altid skal overveje, hvem de sender deres mails til, herunder om alle medlemmer har brug for oplysningen.

      Desuden præciserede formandskabet, at sekretæren – det vil sige mailadressen seniorradet@frederiksberg.dk - ikke automatisk skal være med på alle mails. Fx skal sekretæren først have høringssvar, når det er godkendt til afsendelse og det samme gælder referater.

      Sluttelig blev det tilføjet, at det heller ikke er sekretærens opgave at holde øje med de enkelte medlemmers møder, idet medlemmerne selv må sørge for at få noteret alle møderne. Desuden kan medlemmerne også tjekke Seniorrådets mødekalender, som dog kun udsendes opdateret til hvert Seniorrådsmøde.

    1. Orientering fra medlemmerne
      Birgitte Franck orienterede om, at
    • hun den 15. maj 2023 deltog i et robotkursus på Århus Universitet. Hun fremhævede to indlæg, som var Haderslev Kommunes indlæg om uddeling af piller ved hjælp af maskiner og Næstved Kommunes indlæg om nat-overvågning af borgere på plejehjem, hvor man kan se, hvad der sker i rummet uden, at man kan se beboerens ansigt, men man kunne fx se, hvis beboeren lå på gulvet eller var faldet.
    • hun den 22. maj 2023 deltog i møde i Altinget om skelet- og muskelsygdomme, såsom rygsygdom, slidgigt, knogleskørhed og leddegigt. Ca. 1,7 millioner danskere lider af en af disse sygdomme og dette antal skal med, når der tales om sundhed/forebyggelse
    • at hun den 30. maj 2023 deltog i konferencen Bystrategisk Udsyn under Landsbyggefonden. Hele dagen var om den blandede by og hvordan man skaber mere fællesskab. Udgangspunkt var Axelborg i Horsens og Høje Gladsaxe. Der blev vist 4 vinderprojekter.

      Henning Carl Hansen oplyste, at han var til møde i Frivillighedsforum den 30. maj 2023, hvor der er fokus på den store sociale Frivillighedsdag den 29. september 2023 og desuden blev budgetforslagene vedrørende forvaltningens oplæg i budgetforbedringsidékataloget til besparelser på eller fjernelse af §18 og §79 midlerne også drøftet.

      Jens Peter Nørgaard gav en status på hans gennemgang af synopsis for Masterplan for det nære sundhedsvæsen på Frederiksberg 2023, og hans møde med Sine Heltberg og opfordrede formandskabet til at skrive til kommunalbestyrelsen og anmode om, at Seniorrådet ved en repræsentant eller to allerede nu inddrages i kommunalbestyrelsens arbejde. Han er selv meget interesseret i at bruge sin ekspertise fra sit lange virke i sundhedsvæsenet og mener, at det er et utroligt vigtigt område, idet det ikke er lyse tider, som hele det danske samfund ser ind i.

      Birgitte Franck tilføjede, at sundhed også handler om fx seniorbofælleskaber. Jens Peter Nørgaard svarede, at dette også er et område, der skal indtænkes.

      Beslutning
      Det blev besluttet, at formandskabet henvender sig til formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget.

      Alfred Grinderslev foreslog, at repræsentanter fra Seniorrådet får mulighed for at besøge forskellige institutioner for ældre på Frederiksberg, så Seniorrådet er bedre klædt på i deres virke.

      Formanden oplyste, at det er aftalt med Nicolai Kjems, at Seniorrådet skal besøge alle tænkelige ældreinstitutioner og lignende i Seniorrådets 4-årsperiode.

     

    1. Orientering fra Regionsældrerådet, Danske Ældreråd og øvrige
      Formanden oplyste,
    • at Danske Ældreråds konference den 4. maj 2023 på Nyborg Strand havde været en udmærket og givende konference, hvor også det sociale samvær blandt Seniorrådets medlemmer havde været i fokus.
    • at 7-by-mødet den 16. maj 2023 i København havde været et rigtig godt arrangement med fx besøg i tryghedsboliger, herunder møde med en beboer. Dog er det ærgerligt, at Seniorrådene kun kan sende 5 repræsentanter.
    • at 3-by-mødet den 8. september foregår i Malmø og her kan alle i Seniorrådet deltage.

     

    1. Meddelelser fra Boligudvalget
      Pernille Rothaus Sørensen oplyste, at der havde været indkaldt til møde den 17. maj 2023, men mødet blev desværre ikke gennemført, idet to medlemmer ikke dukkede op. Der blev derfor indkaldt til et kort møde i dag 1. juni 2023 kl. 10:30, med eneste punkt ”Valg af formand”.

      Pernille Rothaus Sørensen oplyste herefter, at Birgitte Franck blev valgt som formand og tilføjede, at det tillige blev aftalt, at Boligudvalget vil arbejde med ældreboliger, herunder tilknytning af social medarbejder, da dette er en nødvendighed, da ældreboliger i dag ikke kun er for ældre, men også yngre personer med handicap og familier med børn med handicap. Desuden vil Boligudvalget også arbejde med hospitalsgrunden, herunder seniorbofællesskaber.

      Birgitte Franck tilføjede, at en privat bygherre har planer om at starte op med seniorbofællesskaber og så er der andels-seniorbofællesskaber ved Gravens-Rand omkring Solbjerg Parkkirkegård, men her er man stødt på problemer med nogle træer og kommunalbestyrelsen har overvejelser om Solbjerg Parkkirkegård skal fredes, så derfor afventes kommunalbestyrelsens endelige beslutning.

     

    1. Meddelelser fra Trafikudvalget
      Birgitte Franck oplyste, at Trafikudvalget den 27. april 2023 udarbejdede ønsker til tilgængelighedspuljen og at der var møde om tilgængelighedspuljen den 22. maj 2023, hvor det blev oplyst, at puljen i 2023 er på 600.000 kr. På mødet oplyste Handicaprådet, at de ønsker flere akustiske signaler på Frederiksberg.

      Desuden blev det på mødet oplyst, at der har været optaget video af overgangen med Falkoner Plads til Frederiksberg Centret, så forvaltningen har mulighed for at se de problemer, som Seniorrådet længe har påpeget. Videoen er dog ikke gennemset endnu.

      Birgitte Franck tilføjede, at torontolys ved Grøndal Station nu virker, men at der endnu ikke er kommet blink i torontolysene ved Aksel Møllers have.

     

    1. Rådets økonomi 2023
      Beslutning
      Regnskab fra kommunens økonomisystem blev taget til efterretning.

     

    1. Seniorrådets årsplan 2023-2027
      Hanne Illum foreslog, at Seniorrådets årsplan opdateres med politikker og lignende, der skal revideres hvert 4. år.

      Desuden opfordrede hun medlemmerne til at fremsende emner til årsplanen til hende.

      Pernille Rothaus Sørensen spurgte, om det var et lovkrav, at kommunerne skal have en demensplan. Sekretæren vil undersøge, hvad der findes i kommunen og fremsende dette til medlemmerne. Desuden sættes punktet på temamødet den 15. juni 2023 til videre drøftelse.

    1. Seniorrådets mødekalender for 2023
      Formanden oplyste, at hun vil opdatere listen og sende den pr. mail til alle medlemmer snarest.

      Pernille Rothaus Sørensen spurgte til Seniorrådets sommerfrokost den 15. juni 2023. Formanden oplyste, at sommerfrokosten bliver en del af intro-dagen den 22. august 2023.

      Birgitte Franck spurgte til deltagelse i et kursus. Formanden oplyste, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at tilmelde sig kurser og lignende, idet det er nødvendigt først at se, hvor mange udgifter, der er forbundet med Seniorrådets intro-dag.

     

    1. Næste møde er torsdag den 15. juni 2023 kl. 11.00 – 13.00
      Som besluttet under punkt 3, ændres dette ordinære møde til et temamøde uden sekretær.

      Jens Peter Nørgaard måtte desværre melde afbud.

    2. Eventuelt
      Sekretæren omdelte et notat om retningslinjer for forsikringsmæssig dækning af medlemmerne af Seniorrådet, når medlemmerne udfører opgaver i Seniorrådets regi. Desuden omdelte sekretæren Seniorrådets retningslinjer, der er opdateret med oplysninger om forsikringsdækning.

      Sekretæren oplyste, at Handicaprådet gerne vil holde et fælles møde med Seniorrådet. Seniorrådet tog imod opfordringen. Sekretæren vil gå videre med planlægning af et fællesmøde.

      Sekretæren oplyste, at Frederiksberg Kommune har fået ny hjemmeside. Desværre har der været lidt begyndervanskeligheder, men der arbejdes ihærdigt på, at få Seniorrådets hjemmeside fuldt opdateret.

    Mødet sluttede kl. 12:45