Gå til hovedindhold

Handicaprådets høringssvar af 13. december 2023

Høringssvar vedrørende udbud af ledsageordning og støtteydelser

Indhold

    Handicaprådet på Frederiksberg takker for høringen.

    Indledning:  
    ”Ledsageordningen er et tilbud om hjælp til personer, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene uden for hjemmet.”
    Frederiksberg kommune har i de seneste år haft kontrakt med DUOS om varetagelse af disse tilbud. Denne ordning udløber pr 31.7.2024. Ordningen har efter sigende fungeret godt, men kan ikke yderligere forlænges uden fornyet udbud.

    Handicaprådet vil alene gå ind på området, der, hvor borgerne er direkte påvirket af ny-udbuddet.
    At leverandøren skal overholde dansk lovgivning, social- og straffeloven og faglige aftaler tager Handicaprådet som en selvfølge.

    Tilbuddet gælder for børn, unge og voksne, men mærkeligt nok kan man ikke visiteres til ledsagerordningen, såfremt man er fyldt 67 år – en alder, hvor rigtigt mange får brug for ledsagelse. Dansk Blindesamfund kører i øjeblikket, det vil sige til 31.12.2024 en forsøgsordning, hvor synshandicappede over 67 kan få ledsagelse i 7 timer om måneden, og ikke i 15, som ”den rigtige” ordning giver mulighed for.
    Det kan undre Handicaprådet, at sindslidende ikke kan have en ledsagerordning. Det er måske en kamp, der skal tages centralt. Vi kan da håbe, at de kan få hjælp ad anden vej.

    Handicaprådet har yderligere nogle få kommentarer:

    I udbuddet præciseres forskellige nødvendige kompetencer. En medarbejder skal tale, forstå og skrive dansk. Mange borgere med handicap kan af andre årsager end hørenedsættelse have udfordringer med at forstå de talte sprog. Det er derfor nødvendigt at en ledsager ud over at tale tydeligt og klart er opmærksom på, om borgeren forstår.

    Viden: Det anføres, at ledsageren skal have kendskab til borgeren. For os er det også vigtigt, at medarbejderen har viden om borgerens handicap eller meget hurtigt i samtale med borgeren tilegner sig viden om behovet og det specielle handicap med de specifikke krav, det stiller.
    I den forbindelse vil det også være en meget fin service over for borgeren at være opmærksom på fysiske og psykiske ændringer. Når der er tale om 15 timer om måneden kan en ændring lettere observeres mellem to ”besøg” end, hvis man ses hver dag/hele dagen.

    For os er det ligeledes meget vigtigt, at leverandøren hele tiden er opmærksom på medarbejdernes kvalifikationer og sørger for løbende uddannelse og opkvalificering. Et skema viser kravene til uddannelse på de forskellige niveauer. Vi anser skemaet for at være absolut mindstekrav. Der vil være behov for mange og meget forskellige overbygninger. Generalister er langtfra tilstrækkeligt, selvom man ”bare skal ledsage”.

    Vi er tilfredse med, at der er fastsat responstid fra ordregivers bestilling til kontakten. For borgeren er det at bede om hjælp en barriere, så når den først er overkommet, skal alting naturligvis gerne gå hurtigt.

    Id-kort: Handicaprådet anbefaler, at medarbejderne, såfremt det ikke allerede er tilfældet, skal bære et Id-kort.

     

    Til sidst det evige smertensbarn, som vi er ganske klar over aldrig rigtigt kan kontrolleres: Vægtningen mellem pris og kvalitet! Kunne vi også her vende bøtten, så kvaliteten bliver det højst prioriterede?! Vores håb er naturligvis, at der stilles så store krav til kvalitetssikring, at kvaliteten alligevel bliver det vigtigste.

    Mange venlige hilsner
    Susanne Tarp
    formand